Facebook sletter parlamentarikers ulve-opslag (opd.)

Facebook slettede i weekenden opslag med forslag om at regulere ulve, der generer mennesker og husdyr. Mandag er opslaget tilbage.

Opdateret kl 17:35: Facebook har mandag eftermiddag valgt at droppe sletningen, og Asger Christensens opslag er tilbage på hans Facebook-side.

Hvis en ulv generer lokalbefolkning eller husdyr i sådan grad, at de ikke kan være i det pågældende område, skal ulven kunne reguleres.

Enten ved at blive indfanget og flyttet eller ved at blive skudt.

Det mener EU-parlamentariker og landmand Asger Christensen (V), og den holdning fremførte han på Facebook fredag under overskriften "Ulve skal skydes, hvis de skader lokalbefolkningen".

Men bare to dage fik opslaget lov at stå, før Facebook slettede det. 

"der skal være mulighed for debat"

Det viste sig, ifølge Asger Christensen, at hans opslag var anmeldt af en masse Facebook-brugere, hvilket fik det sociale medie til at træffe den afgørelse, at det strider mod mediets fællesskabsregler.

De siger, "vi tillader ikke, at personer fremmer eller koordinerer kriminelle aktiviteter, der kan medføre skade på personer, virksomheder og dyr".

"Det, synes jeg, er noget tankevækkende. Vi skal have en sober og god tone, men vi skal også have mulighed for debat", siger Asger Christensen. 

franskmænd vil også regulere

Opslaget blev lavet i kølvandet på en høring om ulve i EU-parlamentet, hvor parlamentariken havde fremført netop dette synspunkt.

"I Frankrig har de kæmpet med ulve i 20 år og har forsøgt både hegn og vogterhunde uden succes, så de bad inderligt om nogle reguleringsmekanismer ved høringen", siger han.

Asger Christensen understreger, at han ikke opfordrer til at skyde ulven, men til at der politisk bliver lavet muligheder for at regulere ulve i områder, hvor de generer tilstrækkeligt.

tredje verdenskrig på sociale medier 

Du skriver, at "ulve skal skydes, hvis de skader lokalbefolkningen" - har du måske ikke også strammet den lige rigeligt?

"Den er måske strammet til kanten, og at skyde en ulv er jo et worst case-scenarie. Men folk kunne jo læse baggrunden for det i mit opslag", siger Asger Christensen, der er blevet noget overrasket over tonen på Facebook, hvor mange går hårdt til ham:

"Det er tredje verdenskrig, der buldrer på de sociale medier. Der er en stor gruppe, der anmelder ulvekritiske opslag, og det lytter Facebook til. Som politiker er jeg ærgerlig over, at jeg ikke kan ytre mine holdninger, uden fare for at det bliver slettet".

Det nu slettede Facebook-opslag:

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle