Fald i EU-eksporten af svinekød

De seneste tal over EUs eksport af svinekød frem til og med juli i år illustrerer tydeligt problemerne med den manglende eksport til Rusland.

Med et lukket russisk marked siden januar er der til og med juli i år kun eksporteret 56.000 ton svinekød fra EU til Rusland mod 423.000 ton i samme periode sidste år.

En kraftigt stigende EU-eksport til de asiatiske markeder har ikke været nok til at udligne for den tabte eksport til Rusland. Alt i alt ligger den samlede eksport af svinekød fra EU til og med juli i år 165.000 ton lavere end i samme periode sidste år. Med en relativt stabil EU-produktion af svinekød betyder det, at der har skullet afsættes 165.000 ton - eller 165 mio. kg - ekstra svinekød på EU-markedet i forhold til sidste år.

Eksportmuligheder

Hvordan ser det så ud med eksportmulighederne fremadrettet?

Ja, som jeg gjorde opmærksom på i min seneste markedskommentar her i LandbrugsAvisen, bør eksporten til Kina kunne øges de kommende måneder. Den kinesiske produktion vil ifølge prognoserne være faldende den kommende tid.

Derimod ser det noget vanskeligere ud med hensyn til at øge eksporten til det andet store eksportmarked, Japan. Her er lagrene af svinekød pt. ganske store, og en god eksport til det japanske marked indtil nu i år er da også i de seneste uger afløst af en langsommere handel. For 2015 forventes på nuværende tidspunkt en stigende japansk svineproduktion og derfor fald i de japanske importmængder.

Franskmænd på barrikaderne

Den dystre økonomiske situation for europæiske svineproducenter har for alvor fået den franske svinekødsektor og den franske landbrugsminister op på barrikaderne. Fra fransk side ønsker man, at EU-Kommissionen griber ind med støttetiltag til svineproducenterne. Dette kunne eksempelvis være i form af støtte til en privat oplagring af svinekød, der målrettes en senere eksport til asiatiske markeder.

EU-Kommissionen har indtil nu afvist, at der skulle være problemer med indtjeningen for europæiske svineproducenter. Det er sket med henvisning til, at indtjeningen ligger på niveau med gennemsnittet for de seneste fem år.

En noget søgt forklaring fra Kommissionens side, når man vælger at sammenligne med fem økonomisk dårlige år, der er gået forud for i år. Og så netop her i 2014, der skulle have været året, hvor de europæiske svineproducenter i lighed med deres udenlandske kolleger skulle have fyldt hullerne op fra de foregående dårlige år.t

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle