Familie fra Falster vandt Initiativpris

Jakob Isling Jørgensen og Tina Thusgård Jørgensen fra Horbelev vandt Familielandbrugets Initiativpris 2022 for deres økologiske landbrug med otte udviklingshæmmede borgere ansat.

Ægteparret Jakob Isling Jørgensen og Tina Thusgård Jørgensen fra Horbelev på Falster er vindere af Familielandbrugets Initiativpris 2022.

- Det er dejligt at blive set og anerkendt for det, man gør, af det ’almindelige landbrug’, lød det Jakob Isling Jørgensen, da parret havde modtaget blomster og diplom og en begejstret tale af Familielandbrugets næstformand Henrik Bertelsen.

De to var indstillet til prisen af VKST, og Henrik Bertelsen og Lone Andersen som begge har besøgt Lammehave, var imponerede af det, de oplevede. Ikke mindst af den måde, hvorpå Jakob og Tina formår at inddrage de ansatte med særlige behov i arbejdet med dyr og afgrøder.

De var glade for deres arbejde og flere har været ansat på Lammehave i en længere årrække, fortalte Henrik Bertelsen.

Lammehave Økologi

Jakob og Tina købte gården Lammehave i 1999 og har lige siden drevet bedriften økologisk. Gårdens 38 hektar er fordelt på 36 hektar landbrugsjord og seks hektar enge og moser.

På Lammehave dyrker ægteparret gamle kornsorter, grovfoder til dyrene og mere end 30 forskellige grøntsager. Dyreholdet er på 70 moderfår og 700 æglæggende høns.

Parret har både egen mølle og en stor gårdbutik, hvor de sælger deres produkter: mel, grønsager, æg og kød.

En stor del af produkterne sælges desuden i en række byer, på efterskoler og til restauranter.

Manuelt arbejde

Udover at være landmand har Jakob en socialpædagogisk uddannelse og har i 11 år været ansat på et forsorgshjem.

I 2007 etablerede han sin egen socialvirksomhed på Lammehave og i dag er de otte udviklingshæmmede ansat på bedriften i dagbeskæftigelsestilbud.

Arbejdet på Lammehave er tilpasset de ansattes evner og muligheder, - æggene indsamles manuelt og markerne luges med håndkraft.

Det sidste er ikke den mest populære tjans, kunne Henrik Bertelsen afsløre.

Tina arbejder som køkkenassistent i Sakskøbing, og både hun og parrets tre børn deltager i det sociale arbejde, når det er muligt.

Med vinderprisen følger en præmie på 10.000 kroner./hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle