Familielandbruget: Udfordringerne skal løses i fællesskab

Familielandbruget tager i en pressemeddelelse afstand fra fire lokalforeningers plan om et selvstændigt sagsanlæg mod staten.

Familielandbrugssektionen i Landbrug & Fødevarer kritiserer i en pressemeddelse tirsdag fire landboforeningers "sololøb" med at indlede en juridisk forundersøgelse af vandplanerne.

Udfordringerne skal løses i fællesskab i Landbrug & Fødevarer, lyder meldingen fra Familielandbrugets sektionsbestyrelse.

Mange udfordringer

 "Efterafgrødekrav, udnyttelseskrav for husdyrgødning, paragraf 3-forbud og spildevand. Som landmand er der nok at være frustreret over, og det samme gælder for familielandbrugene. Vi forstår fuldstændig vores kollegaers utilfredshed og deler deres bekymringer om blandt andet ekstra efterafgrøder, §3-lovgivningen og stramning af gødningsreglerne. Samtidig er vi rigtig ærgerlige over, at der ikke lyttes til den faglighed og de gode løsningsforslag, vi som erhverv bidrager med", siger Lone Andersen.

"Men vores holdning er stadig den samme: Udfordringerne skal løses i fællesskab".

Undrer sig

Lone Andersen undrer sig over, at de fire foreninger ikke har rejst sagen i primærbestyrelsen, inden de på egen hånd besluttede at indlede en juridisk forundersøgelse af vandplanerne.

Hun hæfter sig særligt ved, at to af formændene, Christian Lund og Torben Povlsen fra hhv. Sønderjysk Landboforening og Centrovice, selv er medlemmer af primærbestyrelsen.

”Det er fundamentalt for vores organisationer, at vigtige emner sættes på dagsordenen i ens respektive forening, og jeg har faktisk aldrig oplevet, at et foreslået emne til primærbestyrelsens dagsordenen ikke er blevet imødekommet".

Enormt ærgerlig

"Derfor er jeg på vegne af Familielandbrugets sektionsbestyrelse enormt ærgerlig over, at emnet, som de fire foreninger nu vil køre retssager om, ikke er sat direkte på primærbestyrelsens dagsorden. Ovenikøbet når flere af initiativtagerne har plads i primærbestyrelsen".

Tale med én tunge

Lone Andersen mener videre, at landbruget har størst indflydelse, "når vi står sammen og taler med én tunge".

"Derfor skal vi også arbejde sammen om en løsning i forhold til kvælstof".

"Som formænd for diverse landboforeninger og familielandbrug har vi måske ikke været klare nok i kommunikationen, og det kan have skabt nogle misforståelser. Men det er helt essentielt, at vi i branchen trækker i samme retning.  I Familielandbruget har vi fuld tillid til, at L&F gør alt for at løse udfordringerne omkring kvælstof på den bedste måde, og det er uden tvivl ved at stå sammen", slutter pressemeddelelsen fra Familielandbruget.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle