Familien træder ud af ledelsen - kæmpe svineproducent omstrukturerer

Eskelund A/S, et af landets største svinebedrifter, er omdannet til et anpartsselskab og familien træder ud af ledelsen.

For to måneder siden, gik den professionelle bestyrelse hos en af Danmarks største svinebedrifter, Eskelund på Vestfyn, og familien Lerche-Simonsen, der er ejere, tegnede nu alene ledelsen i selskabet.

Men nu, to måneder efter, træder familien helt ud af ledelsen i Eskelund A/S, der samtidig omdannes til et anpartsselskab. 

”Lerche-Simonsen Gruppen har som led i en omstrukturering og forenkling af strukturen valgt at omdanne Eskelund og Lerche-Simonsen fra aktieselskaber til anpartsselskaber, samt etableret et advisory board, der skal stå for strategisk og overordnet ledelse", skriver direktør Morten Jørgensen i en mail til landbrugsavisen.dk.  

"Det var en gammel selskabstruktur og der var behov for forenkling. Der er sådan set ingen ændringer praktisk set. Vi kører videre med vores aktiviteter som hidtil", siger Morten Jørgensen da vi fanger ham på telefonen. 

"Vi har besluttet os for, at der skal en ny struktur til i koncernen. Den struktur er man i dialog med pengeinstutterne omkring", forklarede den nu aftrådte Kristian Hedeager Nielsen tilbage i marts. 

Gamle folk vender tilbage

Familien Lerche- Simonsen er stadig reelle ejere af selskabet, oplyser Morten Jørgensen, der selv fortsætter den daglige ledelse.

Det  nye Advisory boards medlemmer er den tidligere bestyrelsesformand i Eskelund A/S, Kristian Hedeager Nielsen, tidligere bestyrelsesmedlem Niels Jørgen Lodahl og Jon Stefansson, der har været selskabets advokat i mange år, ifølge Morten Jørgensen.  

Morten Jørgensen oplyser, at man ser positivt på udviklingen og fremtiden i virksomheden og i branchen som helhed. 

Øger egenkapitalen

Lerche-Simonsen koncernen har efter en årrække i 2000-2010 med stærk indenlandsk vækst, især de senere år rettet interessen mod Østeuropa, med investeringer i blandt andet Tjekkiet og Slovakiet. De seneste tal viser, at koncernen årligt producerer omkring 120.000 slagtesvin herhjemme på forskellige lokationer på Fyn i Sydjylland.

De seneste år har dog budt på store underskud for koncernen, der i 2016 fik et resultat før skat på -28 mio. kr. og i 2017 på -17,3 mio. kr.

I sommeren 2017 solgte Lerche-Simonsen sin aktiepost i Tjekkiet invest A/S, som familien ejede 39 procent af.

De dundrende underskud, der ifølge beretningerne skyldes først en renteswap og siden markante nedskrivninger på investeringerne i Slovakiet, har medført, at egenkapitalen i Lerche-Simonsen A/S ved indgangen til 2018 var på bare 1,5 mio.kr. ud af en balance på 80,2 mio. kr.

Gruppen aflægger snarest årsrapport for 2018, men kan allerede nu oplyse at egenkapitalen, som et led i den foretagne omstrukturering, er forøget betydeligt.

 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle