Fars solbærmark gav Lars en god idé: Vinder pris og 10.000 kroner

To elever fra Bygholm Landbrugsskole har vundet 10.000 kroner for deres idé om at kombinere en økologiske solbærmark med kyllingeproduktion.

Det var hjemme på farens gård, at Lars Christensen fik en god idé.

For godt 2,5 år siden anlagde Lars’ far en økologisk solbærmark, og efter to års ventetid er familien nu klar til at begynde at høste af bærrene.

Men, tænkte Lars Christensen, der var godt nok meget jord, som lå uudnyttet hen, når der af hensyn til de store maskiner skulle være syv meter mellem hver række på den tre hektar store solbærmark.

Og det var her, han luftede idéen om solbærkyllinger for hans skolekammerat Rasmus Krogaard. En idé, der sidste weekend på Økologisk Landsforenings generalforsamling sikrede drengene fra Bygholm Landbrugsskole en pris og 10.000 kroner.

”Det er selvfølgelig fedt at få noget anerkendelse for en opgave, vi har skrevet” siger Lars Christensen, der sammen med Rasmus Krogaard brugte ideen i konkurrencen og skoleforløbet ’I gang for 1 million’, som er et samarbejde mellem Økologisk Landsforening og landets landbrugsskoler.

Nytænkning er vejen frem

Lars Christensen og Rasmus Krogaard besluttede, at den bedste måde at udnytte arealet måtte være ved at skabe merindtægt. Her kommer kyllingerne ind i billedet. 

Efter høsten af solbærrene, der efter planen skal sælges til saftproduktion, kunne man sætte kyllingerne ud på marken i mobile hønsehuse, så de kunne spise nedfaldssolbærrene.

Forhåbentlig vil solbærrene give kyllingekødet en unik smag og farve, der vil gøre det muligt at sælge kødet til klimabevidste, købestærke forbrugere.

”Vi ved faktisk ikke, om kyllingerne kan lide solbær. Men kyllinger har ikke så høj en klimabelastning som oksekød”, siger Lars Christensen.

Kyllingerne ville skulle sælges til Økogårdene Skjern Enge, der også står for markedsføreingen og salg via webshop. Dyrene vil desuden også hjælpe med at holde ukrudt væk og gøde marken.

Uden stor pengepose

For nu er idéen blot en skoleopgave, men drengene kan vælge at prøve produktionsformen af. De er klar over at kyllingerne ikke kan være en helårsproduktion, men Lars overvejer alligevel at lade et par hundrede kyllinger flytte ind hos sin far til sommer. Rasmus derimod har ingen planer om at blive selvstændig for nu.

"Jeg skal ud og have noget erfaring først. Men opgaven har været en god læring i, hvordan man kan starte op på egen hånd uden at gældsætte sig for meget", siger Rasmus Krogaard, der ved siden af studiet arbejder på Wedellsborg Gods på Fyn.

"Vi har virkelig lært meget om alternative måder at starte op på. Det er en konkurrence og god motivation, men vi har virkelig også fået noget læring med", siger Lars Christensen.

Faktaboks

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle