Farvel til Mr. Arla gennem 33 år

Det var en stor dag for Åke Hantoft, da han mandag skrev under på salget af gården - og dermed også et farvel til formandsposten i Arla.

I 33 år har Åke Hantoft siddet i repræsentantksabet i Arla. De sidste 20 år i bestyrelsen. Og formandsskabet har han haft i syv år.

Men om halvanden måned er det slut. Mandag skrev Åke Hantoft under på salget af sin gård i Ösarp i Skåne og dermed er det også afgjort, at han 2. juli fratræder som formand for Arla. For uden malkekøer kan man ikke være andelshaver i mejeriet eller for den sags skyld formand.

Legendarisk

Næstformand i Arla Foods Jan Toft Nørgaard tøver ikke med at kalde den 66-årige svensker for »Mr. Arla«.

»Åke er en legendarisk person, der har haft et meget stort Arla-hjerte. Han har igennem meget lang tid været Mr. Arla og har med liv og sjæl været drevet af andelstanken. Han har sat meget store fodaftryk i Arla Foods siden 2000«, siger han.

Selv ønsker Åke Hantoft ikke at begynde på alt for meget tilbageskuen, før han kommer tættere på sin fratræden.

Han fokuserer i stedet på, at gården nu vil blive overtaget af en lokal familie, der vil og kan passe køer og drive gården i fremtiden.

»Køberen er en kvinde, Elin Gunnarson, hvis far også er mælkeproducent og formand for Viking Genetics. De har tæt på 700 køer i dag og vi kender dem rigtig godt. Der er et stort potentiale for, at de kan gøre det godt, og det behøver vi. Det er et vigtigt signal. At man vil og at man kan«, siger den afgående formand.

Fin salgspris

Dermed tog det 153 dage at sælge, melder svenskeren selv, der offentliggjorde sin beslutning om at stoppe i november sidste år.

»Både min frue og jeg er meget tilfredse. Det er en stor dag. Nu har vi det en måned mere og så trækker vi os«, konstaterer mælkeproducenten.

Gården, der tæller 500 malkekøer og 172 hektar, blev fremhævet af ejendomsmægleren som værende i flot stand med modernisering i 2012-13. Den blev udbudt til 78 mio. svenske kroner. Men i vanlig stil for Åke Hantoft smyger han sig uden om salgsprisen med et diplomatisk-venligt svar.

»Vi har fået en pris, vi er blevet enige om. Og det, man bliver enige om, er altid fint«, lyder det.

Fuldtidsarbejde

At Arla har været mere et fuldtidsarbejde for ham end gården derhjemme, har Åke Hantoft ikke lagt skjul på.

- Har du noget, du skal have gjort færdig, før du stopper som formand?

»Nej, det kan man ikke. Det er ongoing business. Det er ikke sådan, at man kan gøre noget færdigt. Hver gang man er færdig med et, så kommer der noget andet«, siger han.

Faktaboks

Åke Hantoft

  • 2011-2018 Formand for Arla
  • 03-11: Næstformand
  • 1998-2003 Bestyrelsesmedlem i først Arla Foods AB, så Amba 
  • 1985-98: Repræsentantskabsmedlem, Arla AB

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle