Faste kørespor giver mange fordele

Af Stig Nielsen, GartneriRådgivningen

Fordelene ved at dyrke frilandsgrønsager på bede med faste kørespor er mange: Større udbytter og bedre kvalitet - og samtidig et mindre input af husdyrgødning.

»Det har været en stor aha-oplevelse at dyrke grønsager på bede med faste kørespor, selvom resultaterne er, som jeg havde regnet med,« fortæller Peter Bay, Skiftekær Økologi.

På Skiftekær Økologi har man i forbindelse med et GUDP-projekt undersøgt, hvad der sker, når man udfaser ploven, indfører faste kørespor (CTF), dyrker på bede og udfaser den importerede husdyrgødning og erstatter den delvis med grøngødning.

»Vi har oplevet en stigende værdi og forbedring af produktionen i blokken med faste kørespor. Afgrøderne klarer sig bedre, og de er mere ensartede,« konstaterer Peter Bay.

Sædskiftet på Skiftekær:

1. En ren rødkløvermark sået om foråret og afpudset tre gange. Ligger til maj efterfølgende år.

2. Hvidkål

3. Kartofler - eventuelt efterfulgt af en efterafgrøde af vintervikke

4. Rødbeder

5. Hokkaido

En af de store fordele ved dyrkningssystemet er, at der kun er behov for et lille input af gylle: 15 ton pr. hektar i gennemsnit mod tidligere 30-40 ton gylle. Der arbejdes med sene etableringstidspunkter om foråret, så rødkløveren og vikken kan stå og producere kvælstof. Erfaringen er, at omsætningen af grønafgrøden går virkelig hurtigt, når den bliver blandet op i de øverste få centimeter af jorden.

En af ulemperne ved det pløjefri dyrkningssystem er meget synligt. Der er stigende problemer med frøukrudt - og især kortstråle. Arealet er ikke håndluget, bortset fra i hokkaido. Når ukrudtet bliver for højt, slås det af med en slåmaskine lige hen over afgrøden.

Aarhus Universitet Årslev, som har en stor andel i projektet, har bl.a. undersøgt en lang række udbytter i faste kørespor, som var

  • 32 procent højere i hvidkål
  • 70 procent højere i kartofler
  • 23 procent højere i rødbeder

Derudover er andelen af salgbare afgrøder meget højt (80-100 pct.).

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle