Fedtprocenten stiger, når køerne får roer

Er det en fejl, at de supersunde, højtydende roer er gledet ud af markplanen? Besøg mælkeproducent Ole Hansen og hør om hans og konsulentens erfaringer med roer.

Ole Hansen ved Næsbjerg har gjort al skepsis i forhold til roer til skamme. Han dyrker 10,5 hektar med roer, og i år kom udbyttet trods tørken op på 19,8 FEN pr. ha.

Ole Hansen har 175 årskøer i en blandet besætning og 10.800 kg EKM/ko. Siden 2011 har han haft roer i foderplanen, og når køerne i sensommeren får de nye roer serveret, bliver den normale fedtprocent på 4,5-4,7 hævet med yderligere 0,2-0,4 procent, og det ses på afregningen.

Den slags resultater giver genklang, og SAGRO har fået flere henvendelser fra kvæglandmænd, som gerne vil kende mulighederne og udfordringerne ved foderroer.

”Et udbytte på 20.000 FEN i roeknolde pr. hektar er slet ikke umuligt, konstaterer kvægrådgiver Niels Justesen.

Blandt udfordringerne er tidsforbruget ved håndtering, og om det kan lykkes at anvende foderroerne i månederne fra maj til september.

Danner erfagrupper

Et besøg hos Ole Hansen i Næsbjerg bliver startskuddet for en ny fokus på foderroer. SAGRO Kvæg og SAGRO Planter vil i forbindelse med arrangementet udbyde 1-2 erfagrupper for kvægbrugere, der vil vide mere om mulighederne med roer.

Ole Hansen har forstået at gøre roerne til et aktiv på bedriften, og det er interessant. Han har selv alt grej. En 6-rækket frilægger kapper toppen af roerne og tager dem forsigtigt op og lægger dem i en streng. Her får de lov at tørre en times tid, inden de samles op af en ældre Thyregod-optager.

Roerne opbevares i en traditionel roekule, og hen over vinteren raspes roerne, inden de kommes i foderblanderen. Hver ko får mindst 2,5 kg ts/ko pr. dag i friske, skårne roer. 

I år vil Ole Hansen desuden forsøge at samensilere roerne med 10-15 pct. roepiller, så han kan fodre med roer hen over sommeren.

Nyt om sorter og dyrkning

Andre kvægbrugere sam-ensilerer roer med majsensilage eller halm, og atter andre bruger foderblanderen til at raspe roerne i umiddelbart før opfodring.

”Kan vi bruge 5-6 kg tørstof/ko pr. dag, og er der penge i det? Det vil vi gerne blive klogere på”, siger Niels Justesen.

Han er stødt på flere kvægbrugere, der overvejer roer, men arrangementet er også for kvægbrugere, der allerede bruger roer, men som er interesserede i, om roerne kan dyrkes og håndteres bedre og billigere.

Efter bedriftsbesøget hos Ole Hansen er der frokost på Næsbjerghus. Derefter fortæller Allan Kamp fra Vestjyllands Andel aktuelt nyt om sorter, og planterådgiver Thomas Harbo fra SAGRO er klar til at svare på spørgsmål om dyrkning af roer.

 

Faktaboks

Arrangementet foregår onsdag den 30. januar kl. 10.30-13.00 hos Ole Hansen, Varde Landevej 62, Næsbjerg ved Varde.

Tilmelding til Sagro nødvendig 70 21 20 40

Afslutter med frokost hos Vestjyllands Andel

Gratis

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.