Fejl i kort giver store frustrationer: "Arbejde kan være spildt"

Det giver frustrationer og ekstra arbejde hos Seges og oplandskonsulenterne, at kort for minivådområder har vist sig at være fejlbehæftet. Seges beder om mere tid i ansøgningsrunde.

"Vi er rigtig trætte af situationen, for nu at sige det, som det er".

Sådan lyder en statusmelding fra Seges' afdelingsleder Irene Wiborg i kølvandet på, at Landbrugsstyrelsen mandag meldte ud, at det nyeste potentialekort for minivådområder alligevel ikke kan bruges.

Tidspunktet er dårligt, fordi årets ansøgningsrunde nærmer sig, hvilket vil sige, at Seges' oplandskonsulenter og landmænd er langt i planlægningen af minivådområderne.

"Potentielt har vi spildt en masse tid blandt oplandskonsulenterne, fordi nogle minivådområder, som er placeret på baggrund af det forkerte datagrundlag, nu risikerer at få et nej", siger Irene Wiborg.

arbejde kan være spildt

I efteråret blev det areal, hvor der potentielt kan laves minivådområder udvidet med 500.000 hektar - men det er nu ikke sikkert alligevel, fordi Aarhus Universitets datagrundlag har vist sig at være mangelfuldt.

En analyse fra Seges viser, at 20-25 pct. af de potentielle placeringer af minivådområder ligger i det ekstra areal.

"Konsulenterne har været ude og tale med landmænd i de områder med henblik på at lave minivådområder, og det kan være spildt", siger Irene Wiborg og fortsætter:

"Samtidig har vi i det sidste stykke tid vidst, at der var noget usikkerhed om kortet, så oplandskonsulenterne har stået lidt i stampe, fordi de ikke har vidst, hvilket kort de skulle bruge til at placere minivådområderne".

har brug for mere tid

Når årets ansøgningsrunde for minivådområder åbner 28. februar, er vinduet åbent to måneder.

Men der er brug for ekstra tid, mener Seges. I hvert fald fire måneder, fordi der nu er flere sager, som skal kigges på igen og godkendes af de respektive kommuner.

"Når vi ikke har et ordentligt grundlag at arbejde med, så ville det være rimeligt at få en længere periode, så vi kan nå at hente de ansøgninger, vi skal", siger Irene Wiborg og slutter:

"Det er svært at se på, at erhvervet igen får skældud for ikke at levere, når der er så mange benspænd. Vi har masser af landmænd, der gerne vil".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle