Fem forretnings-landmænd giver rådgivningen krads kritik: Vi er langt foran

Fem forretnings-landmænd er enige: Den uvildige rådgivning mangler fokus og ender med at tabe kampen om kunderne, hvis ikke strukturen bliver ændret.

"Jeg er glad for den uvildige rådgivning, men vi må se i øjnene, at den er tung som en gammel tante".

Ordene kommer fra en af landets dygtigste mælkeproducenter, Søren Madsen, der som sidste mand i LandbrugsAvisens serie med fem forretnings-landmænd ikke lægger fingre imellem, når han både erklærer sin kærlighed til ’tanten’, den uvildige rådgivning, men også kræver, at den bliver mere skarp og lever op til landmændenes behov. I interviewet opfordrer Søren Madsen til, at ’man skulle slette hele lortet og bygge det op forfra’.

"Vi behøver ikke noget Seges og en masse rådgivningsselskaber. Det er der hverken plads til eller brug for. Jeg kunne sagtens se, at vi havde ét fælles rådgivningsselskab, der dækkede det hele. Flere landmænd er vi jo ikke", mener altså Søren Madsen.

I Brande tøver Danmarks største økologiske salatavler, Axel Månsson, ikke med at sætte fingeren ned, der hvor det gør ondt:

"Jeg kan godt føle, at vi som landmænd er foran rådgiverne. Og sådan tror jeg det bliver i fremtiden, når landbrugene bliver større og selv har ekspertisen inhouse".

ALT FOR MANGE

I Holstebro er Laurids Søndergaard med nogle af Danmarks fineste avlsgrise lige så fast i mælet, når han slår fast, at den nuværende struktur med et par håndfulde rådgivningsselskaber er ’alt for mange’.

"Det er tåbeligt, at vi har en snes rådgivningsselskaber, der bekriger hinanden. Det er et alt for ineffektivt system og for meget dobbelt arbejde. Lad os få dem lagt sammen, så der er en håndfuld tilbage. Så kan vi holde på de gode konsulenter, så de ikke går ud og bliver selvstændige. Den hårde konkurrence betyder kun højere lønninger og dermed højere priser på konsulentydelser", mener Laurids Søndergaard, der også har et hip til Seges:

"Lad universiteterne og det offentlige tage sig af grundforskningen, og lad Seges målrette deres forskning og rådgivning mod landmænd. Dette bør ske i samarbejde og ikke i konkurrence med rådgivningsselskaberne. Vi skal ikke opfinde de samme ting to eller flere gange".

FOR KOMPLICERET OG DYR

I Nordjylland sidder Jens Peter Lunden med både grønne grise, biogas og vindmøller, der forsyner Vrå og Hjørring med el og varme. Efter hans opfattelse er den danske rådgivning ’alt for kompliceret og dyr’.

"Rådgiverne glemmer nogle gange at rådgive os landmænd om det, vi har brug for, nemlig langsigtede løsninger. Konsulenterne er alt for optaget af at superoptimere på den sidste halve gris pr. årsso", siger Jens Peter Lunden.

På Djursland er godsejer Anne Sophie Gamborg så kendt for sin hampedyrkning, at hun i dag ved mere om det end de fleste konsulenter:

"Der står et godt rådgivningsapparat bag os. Jeg har fået al den hjælp, som jeg kunne ønske til at komme i gang. Men der er ingen hjælp at hente for at komme videre", siger Anne Sophie Gamborg.

 

Faktaboks

Svar på tiltale

  • Kritikken fra de fem landmænd bliver adresseret for viceformand i L&F, Thor Gunnar Kofoed, der på 100 års jubilæet for LandbrugsRaadet og L&F, 20. juni på Axelborg, vil give svar på de fem landmænds udfordringer og forventninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle