Fem markbrande på samme tid: Djursland på den anden ende

Brandfolkene hos Beredskab og Sikkerhed på Djursland har haft usædvanlig travlt lørdag

Den knastørre sommer har gjort det til en farlig tjans at høste på markerne over hele landet, og det var det i særdeleshed også på Djursland hen over weekenden

Almindeligvis rammes landsdelen af maksimalt et par markbrande om ugen, men alene lørdag stod intet mindre end fem marker i lys lue på samme tid. Og inden dagen var omme, forventede brandvæsenet på Djursland at runde de 15 markbrande.

"Norddjurs og Syddjurs Kommune har stået på den anden ende. Vi har haft fem markbrande på samme tid. Normalt er der en-to stykker om ugen", siger beredskabsdirektør hos Beredskab og Sikkerhed, Kasper Sønderdahl, til TV2 Østjylland.

Hentede beredskab fra naboerne

Stort set alle stationer på Djursland er eller har været i aktion, og man var endda været nødt til at få hjælp fra Randers. Brandene fandt sted i Allingåbro, Glesborg, Grenaa og Kolind for blot at nævne nogle af stederne.

"Fra Randers har vi hentet en ekstra indsatsleder, og så har vi et fuldt slukningstog herfra, som har været standby på Djursland. Så vi hele tiden er sikker på, at vi er ordentlig dækket", siger beredskabsdirektøren.

"Når vi pludselig aktiverer fem-seks brandstationer samtidig, så skal der stadig være nogle standby", fortsætter han.

Heldigvis for både brandfolk og markejerne har folk i den knastørre natur været gode til at opdage brandene tidligt. Og så er landmændene gode til at hjælpe hinanden.

"Der er enorm stor velvillighed. Vi kommer med vand, men det, der virkelig kan inddæmme det, det er at lave brandbælter og rydde jord. Der fungerer samarbejdet mellem landmændene og os utrolig godt", siger Kasper Sønderdahl.

der skal ingenting til

Årsagen til de usædvanlig mange markbrande lige nu ligger formentlig i, at det er høsttid.

"Der skal ingenting til, før der springer en gnist, og så har vi balladen. Hvis majetærskeren rammer en sten eller lignende. Det har været en atypisk periode den seneste måned, men i dag har været exceptionel, hvor det hele er kommet samtidigt", fortalte beredskabsdirektøren lørdag.

Han er dog samtidig glad for, at beredskabet har kunnet stå distancen, selvom man har været presset helt i bund. Ingen af brandene har endnu været så voldsomme, at politiet har været nødt til at træde til.

"Vi bliver først en del af branden, hvis der skal evakueres folk eller spærres af. Og så galt har det heldigvis ikke været", sagde vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle