Femte år med prisfald: 2016 var et rædselsår for fødevarepriserne

For femte år i streg faldt verdens fødevarepriser i 2016. Kun sukkeret og de vegetabilske olier noterede stigninger.

De globale fødevarepriser blødte endnu en gang i 2016, viser FN's fødevareorganisation FAO's fødevareindex. Priserne faldt 1,5 procent. Det er femte år i træk med faldende fødevarepriser.

Artiklen fortsætter under grafen...

Priserne i december var uændrede i forhold til december.

Kornpriser i lille stigning

Ved kornindekset var der tale om en lille stigning på 0,5 procent. Rispriserne steg, ligesom majspriserne røg op. Hvedepriserne faldt på grund af gode produktionsestimater fra Australien, Canada, Rusland og Argentina.

I forhold til 2015 faldt prisindekset 9,6 procent - og i forhold til 2011 er faldet på 39 procent.

Vegetabilsk olie

Indekset for vegetabilske olier er steget 4,2 procent i december. Palmeolie og sojaolie hev prisen op. Vejret i Argentina fik sojaprisen til at stige.

I forhold til 2015 steg indekset for vegetabilsk olie med 11,4 procent, men er stadig et stykke under indekset for de sidste fem år.

Mejeripriser steg

I december steg mejeriindekset med 3,3 procent. Priserne på smør, ost og sødmælkspulver steg, mens priserne på skummetmælkspulver stod stille. Begrænset produktion i EU og Oceanien lagde dæmper på markedsudbuddet.

I forhold til 2015 var mejeriindekset fire procent lavere i 2016. Det var med indeks 153,8 næsten lige så dårligt et år som 2009, hvor indekset var nede i 148,6.

Kødpriser gik ned

Kødprisindekset faldt 1,1 procent i december. Det var fåre- og oksekødspriserne, som især faldt, mens fjerkræ- og svinekødspriserne faldt en anelse mindre.

Samlet var priserne i 2016 syv procent lavere end 2015. Vi skal tilbage til 2009 for at have oplevet dårligere priser.

Sukkerprisen i fald

Sukkerprisindekset faldt 8,6 procent i december. Det skyldes især en svækket brasiliansk valuta, vurderer FAO, og øget brasiliansk eksport.

I forhold til 2015 var prisindekset 34,2 procent højere end i 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle