Finanslov: Forbrugerombudsmanden får 28 millioner til at bekæmpe greenwashing

Ved den grønne delaftale for Finansloven fra weekenden er der sat 7 millioner kroner af årligt i de næste fire år til at styrke Forbrugerombudsmanden. Det sker efter pres fra Enhedslisten, der er utilfreds med markedsføring fra Danish Crown og Arla.

I weekenden faldt en grøn delaftale for næste års finanslov på plads. Her bliver der sat penge af til at styrke Forbrugerombudsmanden. Det sker efter, at Enhedslisten i sidste uge præsenterede udspillet ”Tid til et opgør med greenwashing!”.

I udspillet foreslog Enhedslisten, at der over de næste fire år bliver afsat knap 68 millioner kroner til at gøre op med virksomheder, som ifølge partiet pynter sig med lånte fjer, når det kommer til at markedsføre sig som klimavenlige. Ifølge Enhedslisten skulle både Forbrugerombudsmanden, Fødevarestyrelsen og Energistyrelsen styrkes.

I den grønne delaftale er det dog kun Forbrugerombudsmanden, som får tilført flere midler. I alt 7 millioner kroner hvert år frem til 2025. I aftalen lyder det, at formålet med at tildele Forbrugerombudsmanden flere midler er at "imødegå et stigende antal sager, herunder i forhold til greenwashing."

Landmandsejede selskaber årsag

Fredag - knap et døgn før aftalen faldt på plads - lød det til Landbrugsavisen fra Enhedslistens klima-, miljø- og landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen, at det især er de to landmandsejede selskaber, Arla og Danish Crown, der er årsag til, at partiet lancerede et udspil, hvor man ønsker et opgør med "greenwashing".

Han forklarede, at Enhedslisten har noteret sig, at Forbrugerombudsmanden har mange sager, hvor der er blevet klaget over greenwashing. Og det er altså især Danish Crown og Arla, som der bliver klaget over. 

"Og når man ser, hvad blandt andet Danish Crown og Arla har foldet ud, så er det jo med rette, at der er klaget. Det er jo ikke bare nogle små firmaer, der synes, at de har en grøn pizza." 

"Det er store aktører i fødevaresektoren, vi har at gøre med, som i mine øjne går urimeligt langt i deres greenwashing," sagde Søren Egge Rasmussen.

Klage blev afvist

Når det kommer til Arlas sag, så skal det med, at Forbrugerombudsmanden sendte sagen videre til Fødevarestyrelsen, som kom frem til afgørelsen, at Arla-kampagnen ikke er vildledende. En gennemsnitlig forbruger kan godt gennemskue, hvad det betyder, når det på Arlas økologiske mælk står, at den er CO2-neutral kompenseret med klimakreditter.

Danish Crown indstillede i oktober sin kampange for klimakontrolleret kød.

Ikke modstander af klimakreditter

Fra Enhedslistens ordfører bliver det understreget, at han ikke er modstander af, at virksomheder kompenserer for deres udledninger ved for eksempel at betale for, at der et andet sted på kloden bliver rejst skov.

"Jeg kan godt se, at der kan være noget positivt i det, hvis man reelt sikrer, at der rundt omkring i verden bliver etableret mere skov. Jeg må dog bare konstatere, at det vil være nemmere at kontrollere og sikre, kompensationen finder sted, hvis det sker i Danmark," siger Søren Egge Rasmussen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle