Finanslov: Venstre glæder sig over jordudtagning, men savner plan for vækst

Der er positive takter i regeringens finanslovsforslag, der dog også har klare mangler, mener Venstre.

Der er både positive og negative elementer i den nye finanslov for 2020, som regeringen, støttepartier og Alternativet fremlagde sent mandag aften, mener Venstre.

Det fortæller landbrugsordfører Erling Bonnesen, som især hæfter sig ved det positive i, at der er afsat 2 mia. kr. til jordudtagning i landbruget over de næste 10 år.

I finansloven står, at det især er kulstofrige jorde, der skal tages ud, og det er det springende punkt for ordføreren:

"Jeg går ud fra, at det er de lavestliggende mosearealer, som alligevel ikke er særligt produktionseffektive, regeringen tænker på. Og under den forudsætning er det positivt", siger Erling Bonnesen, der fortsætter:

"Samtidig står det helt klart, at lodsejer skal kompenseres igennem en kompensation eller et salg".

Hvor skal pengene komme fra?

Ifølge Erling Bonnesen efterlader finansloven dog spørgsmål. For hvor skal pengene til jordudtagningen egentlig komme fra, spørger ordføreren.

"Er det nye penge, eller har man tænkt sig at omfordele landbrugsstøtten til det? For er det jo bare at fodre hunden med sin egen hale. Det skal vi have fundet ud af", siger landbrugsordføreren.

mangler vækstfremmer

Men finansloven er dog ikke udelukkende rosenrød for Venstre. Dels er der finansieringen, der skal findes via en række afgiftshævelser, og så mangler der vækstfremmende intitiativer, mener Bonnesen.

"Der er for lidt fokus på det, vi skal leve af i fremtiden. Der er ingen initiativer til at fremme vækst eller beskæftigelse", siger landbrugsordføreren, som bl.a. kritiserer forøgelsen af bo- og gaveafgiften, der bliver brugt i generationsskifter:

"Regeringens ræverøde kæphest er en vækstdræber, fordi den trækker penge og kapital ud af landbruget, som ellers skulle være brugt til investeringer i f.eks. stalde og ny teknologi".

Erling Bonnesen forholder sig desuden positivt til, at regeringen vil oprette en grøn fond, ligesom den også vil lave en skovfond og etablere mere urørt skov på statens arealer.

Opdateret kl 12:25 med uddybbende bemærkning vedr. finansieringen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle