Finanstilsynet fastholder jordpriser - Ellers ingen indskærpelser til landbrug

De seneste år har Finanstilsynet i flere omgange indskærpet over for bankerne, at de skulle passe på med landbrugsudlån. I år udelades den advarsel.

For første gang i flere år udelader Finanstilsynet at henstille til landets banker om, at de skal passe på med landbrugsudlån og værdisansættelser af samme.

Det fremgår af det netop udsendte orienteringsbrev fra den statslige vagthund om regnskabsaflæggelse for 2019. Et brev, der også traditionelt går under tilnavnet "Finanstilsynets julebrev".

For hvor Finanstilsynet flere gange de seneste år har revset landets banker og sparekasser om, at de skal sørge for at nedskrive tilstrækkeligt på landbrugskunderne på grund af tørkepåvirkning som sidste år, og alt for høje værdiansættelser som i 2014,  så følger der ingen advarsler eller henstillinger angående erhvervet i 2019.

I stedet nøjes tilsynet med at gentage de senest udmeldte jordpriser fra maj 2019, hvor myndighederne korrigerede de hektarpriser, man anbefaler bankerne at benytte ved værdiansættelse af landbrugskunder.

Her korrigerede myndigheden de løbende hektarpriser for Nordvestjylland, så denne faldt med 15.000 kr per hektar til nu 135.000 kr.

Korrektionen førte til en diskussion en række banker imellem. Jyske Banks topchef mente, at tilsynet generelt havde for høje priser - faktisk op til 20-25 procent mere, end hvad der reelt kunne indbringes.

Dette blev imodsagt af andre banker, der opfatter priserne som retvisende. Blandt andre DLR Kredit - og Sydbank, der oplever, at der lokalt skal tages højde for store forskelle i bonitet.

Så sent som i november var Spar Nord ude med en melding om, at jorden var mindre værd end det, som Finanstilsynet har værdisat. Alligevel har det nordjyske institut valgt at følge Finanstilsynets retningslinjer for hektarpriserne - og så i stedet nedskrive andetsteds i regnskabet.

Faktaboks

Finanstilsynets aktuelle jordpriser i kr./ha 2019

Vendsyssel 145.000

Himmerland/Thy/Mors/Salling 155.000

Midtjylland 140.000

Østjylland 160.000

Vestjylland 125.000

Nordvestjylland 135.000

Sønderjylland 140.000

Fyn 140.000

Midt- og Vestsjælland 140.000

Sydsjælland/Stevns/Møn 150.000

Lolland/Falster 225.000

Bornholm 140.000

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle