Finkornet sand er bedst til sengebåse

Det er muligt at håndtere den meget sandholdige gødning, viser FarmTest

Et system med sand i sengebåsene kan godt fungere under danske forhold. Men der er nogle krav til blandt andet sandets kvalitet, gulvudformning, skrabning og skrabeanlæg og gødningshåndtering, som skal opfyldes, hvis det skal fungere ordentligt.

Det viser en Farmtest, Dansk Kvæg har foretaget i 34 besætninger, der bruger sand i sengebåsene. 19 af besætningerne blev besøgt, mens resten er interviewet.

Af de 34 besætninger bruger cirka 80 procent sand, som er fint og rent og har et lavt lerindhold og en lille kornstørrelse. Det er også det bedste, fremgår det af Farmtesten. Mange sten i sandet giver problemer med gødningshåndteringen, og køerne kan træde stenene op i klovene. Sand med et højt lerindhold, som bliver lidt fugtigt, kan let blive meget hårdt for køerne at ligge på.

Gulvet i stalden bør være drænet, da det ellers ikke kan holdes rent og tørt. Skraberen skal passe til gulvet, og den skal være ren og have sideflapper der slutter tæt til kanterne. Endvidere skal der være korte intervaller mellem skrabningerne.

Sandholdig gødning

Gødningshåndteringen er den største bekymring og udfordring ved brug af sand i sengebåsene, hvilket mere end halvdelen af besætningsejerne gav udtryk for. Ligeledes bekymrede en del sig over slitage og vedligeholdelse på skrabeanlæg og pumper.

Men undersøgelsen viser, at det er muligt at håndtere den meget sandholdige gødning. Det er dog vigtigt, at den sandholdige gødning hurtigst muligt kommer videre til gødningsbeholderen via en tværkanal, eller kommer til et sandfang hvor sandet kan bundfældes. Den hyppige tømning kan ske mekanisk med et skrabeanlæg, der starter samtidig med skrabeanlægget på gangene.

Sand i sengebåsene vil give øget slid på skrabeanlæg, pumper og gulve, men hvor meget afhænger af sandtypen. Skarpkornet sand giver mere slitage.

Farmtesten viser, at nedskrabning, jævning og rivning i sengebåsene bør gøres to til fire gange i døgnet. Båsene skal være fyldt med sand. Det kræver hyppig tilførsel af nyt sand og vedligeholdelse i form af jævning og rivning, men det giver god kokomfort.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle