Fire brødre køber fars mejetærsker efter konkurs

Efter deres far gik konkurs med sin minkfarm, satte fire brødre sig for at købe mejetærskeren tilbage og bruger den i dag til egen maskinstation.

I byen Bonnet nær Lemvig kører Carl Emil L. Nicolajsen sammen med sin yngste storebror, Kristian Nicolajsen, i familiens mejetærsker, mens der høstes almindelig rajgræs.

Til daglig læser Carl Emil L. Nicolajsen på 17 år til elektriker, mens den ældste storebror er uddannet landmand. Derudover har de også brødrene Jens Jacob L. Nicolajsen og Nicolaj L. Nicolajsen. Sammen er de fire brødre siden maj i år gået sammen om at drive en maskinstation hen over sommeren med en enkelt mejetærsker.

Den gule New Holland CX 840 har nemlig en særlig plads hos de fire brødre.

I foråret gik deres far, Ole L. Nicolajsen, konkurs med sin minkfarm efter 22 år. Barndomshjemmet og maskinerne blev sat til salg, og 2.500 tæver blev aflivet til pelssæsonen eller solgt. Selvom familien gik sammen om at købe 500 af tæverne tilbage af banken, blev de til sidst nødt til at sælge og sætte dem i pasning hos nogle andre.

Carl Emil L. Nicolajsen husker tiden som presset.

"Stemningen var trykket, og vi prøvede hele tiden at holde humøret højt som familie, men selvfølgelig bliver du psykisk ramt af at gå konkurs. Det er mit fødehjem, og alle mine brødre er opvokset på gården", fortæller han.

Købte en bid af minderne tilbage

Til gengæld lykkedes det brødrene at få investeret penge i mejetærskeren, så der stadig var en bid af minderne i familiens hænder. De sidste fem uger har den kørt frem og tilbage, mens Carl Emil L. Nicolajsen og de andre brødre har skiftes til at høste for andre landmænd.

"Det betyder meget for os, at vi stadig har mejetærskeren, for inden konkursen brugte vi den også til at høste 300 blandet planteavl. Høsttiden er et af vores højdepunkter i familien", siger han.

Samarbejdet mellem brødrene har ifølge den kommende elektriker fungeret godt. På grund af det ustadige vejr de seneste uger, har det været svært at nå igennem alle hektar.

"Vi har været i tvivl om vi skulle investere i en mejetærsker mere, fordi der har været ustabilt vejr. Vores kunder ville høste samme dag, når det ikke regnede, men det kan vi jo ikke med én maskine", siger Carl Emil L. Nicolajsen.

Hos kunden Svend Erik Rosengaard stod himlen badet i regn, torden og lyn en time efter, billedet var taget.

Vil købe gården tilbage

Familien skal være flyttet ud af gården senest 1. september. I mellemtiden har de lejet sig ind på en anden gård i nærheden, men de fire brødre er opsat på at få deres gård tilbage, der er sat til salg.

"Vi har boet her i 22 år, så vi prøver at købe gården tilbage, men vi mangler en investor. Vores forældre vil også gerne blive boende. Vi kunne godt finde en anden gård, men der ligger så mange følelser og minder i denne", fortæller Carl Emil L. Nicolajsen.

Efter faren gik konkurs, fik han et nyt arbejde hos en Jens Erik Nielsen, cirka 10 km væk fra konkursboet. Når høstsæsonen er slut, har familien fået lov til at parkere mejetærskeren hos landmanden.

"Vi har indtil videre fem kunder, og vi mangler sammenlagt 250-300 hektar. Bagefter falder vi tilbage til den normale dagsrytme med arbejde og studier", lyder det fra Carl Emil L. Nicolajsen.

Med de indsendte fotos deltager Carl Emil Leegaard Nicolajsen i konkurrencen 'Skyd Høsten Bedst' .

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten bedst:

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle