First Farms på vej mod rekordresultat efter opkøb i Rumænien

First Farms' halvårsrapport viser endnu en gang fremgang, og dermed er der forventninger til at 2020 bliver endnu et rekordår for selskabet.

First Farms, det danske børsnoterede selskab, som driver landbrug i Østeuropa, kan fremvise et halvårsregnskab med fremgang på alle driftsgrene og stort plus på omsætningen.

Dermed er der stadig kurs mod en rekordomsætning i 2020, lyder det.

I løbet af det første halvår har First Farms opnået en omsætning på 151,8 mio. kr. og et resultat før skat på 28,8 mio. kr. 

"FirstFarms’ driftsgrene har samlet leveret en smule over budgetteret før korrektion for lagerforskydninger på den animalske besætning, og selv om de enkelte landbrug generelt ikke har været direkte berørte af covid-19, er resultatet fornuftigt set i lyset af den situation landbrugene har opereret i", oplyser First Farms.

Derudover lyder EBITDA-resultat på 65,4 mio. kr., det er en forbedring med 18,2 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år og svarer til en stigning på 39 procent.

EBIT-resultat lyder på 39,8 mio. kr. Også denne er forbedret med 16,8 mio. kr. sammenlignet med sidste år.

Nyt opkøb trækker op

FirstFarms købte i juni det forhenværende AISM srl., nu kaldet FirstFarms Agro North srl. Det er især dette opkøb, der er med til at hive resultatet op.

"Fremgangen skyldes primært, at selskabet i juni 2020 købte selskabet AISM srl. (Nu FirstFarms Agro North srl.) i Nordvestrumænien", oplyser First Farms i en kommentar til deres delårsrapport.

FirstFarms Agro North ejer 2.430 hektar dyrket, bortforpagtet landbrugsjord i Rumænien, et moderne siloanlæg med 6.000 ton lagerkapacitet, fodermølle samt lager- og administrationsfaciliteter.

På vej mod rekord

I 2019 landede First Farms et EBITDA på 96 mio. kr. og EBIT på 48 mio. kr., hvilket var historisk godt.

Indfries forventningerne til i år, der blandt andet tæller et salg af jord i Vestrumænien samt højere priser for svin og afgrøder, bliver 2020 endnu et rekordår for FirstFarms. 

I kroner og øre forventer First Farms et resultat for 2020, der tæller et EBITDA-resultat i intervallet 110-135 mio. kr. og et EBIT-resultat på 60-85 mio. kr.

"Vi har som ambition at udvikle os til et af Europas mest veldrevne og attraktive landbrug. Det kræver dygtige og engagerede medarbejdere, en ambitiøs bestyrelse og en aktionærkreds, der viser tillid og bakker op. Og det har vi", siger adm. direktør i FirstFarms Anders H. Nørgaard.

Opdateret kl. 11:48

Faktaboks

Fakta FirstFarms A/S

Driver landbrug i Rumænien, Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet.

2005: Otte danskere køber den første jord

2006: Børsnoteres på NASDAQ Copenhagen.

2020: Knap 3.000 aktionærer

Produktion: Ejer omkring 10.000 hektar, men driver ca. 21.000 hektar. 2.600 køer plus opdræt, 4.800 søer, produktion af 170.000 smågrise og 100.000 slagtesvin om året.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle