FirstFarms lander historisk stærkt resultat: Fordobler resultatet 

29 mio. kr. før skat lyder FirstFarms overskud på for 2019. Det er mere end en fordobling af sidste års resultat.

FirstFarms, der driver landbrug i Østeuropa, leverede i 2019 et resultat på 29 mio. kr. før skat - mod 11,5 mio. i 2018. Samtidig steg omsætningen med 32 procent.

Det er et historisk højt resultat for det børsnoterede selskab, der siden starten i 2005 har leveret årsregnskaber med resultater, der har svinget lige fra minus 22 mio. kr. til plus 11 mio. kr.

FirstFarms driver landbrug i de fire lande Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.

Firstfarms har gennem de seneste tre år købt landbrug i Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, og senest har FirstFarms indgået en aftale om et køb i Rumænien.

Omsætningen lød i alt på 328,1 mio. kr. og et EBITDA på 95,6 mio. kr. Fremgangen forklarer selskabet især med de rekordhøje svinepriser og et tilfredsstillende resultat af et opkøb af svine- og afgrødeproduktion med med 2.300 søer og 1.500 hektar i Slovakiet.

FirstFarms har en jordportefølje på 9.200 hektar ejet landbrugsjord, samt over 10.500 hektar lejekontrakter – samlet knap 20.000 hektar landbrugsjord i drift.

Forventer godt 2020

FirstFarms forventer et lignende resultat i 2020, på omkring 80-102 mio. kr. i EBITDA-resultat.

"Vi forventer, at 2020 bliver et indtjeningsmæssigt flot år for svineproduktion i EU som dog kan blive volatilt. For afgrøde- og mælkeproduktionen forventes et stabilt år med uændrede priser på niveau med 2019. Effektiviteten i vores mælkeproduktion forventes forbedret forhold til realiseret i 2019", fremgår det.

Klar strategi med stor afstand mellem landbrug

Landbrugene ligger med op til 1.500 kilometers afstand i Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien. 

Det er en klar del af FirstFarms strategi, at sikre stor afstand mellem deres landbrug, så eksempelvis sygdomme som afrikansk svinepest ikke udgør en for stor risiko for selskabet.

"Som fødevareproducent vil vi altid være udsat for udefrakommende trusler. Det er årsagen til, at vi i 2019 har bygget videre på vækststrategien med balanceret risikospredning både geografisk og på driftsgrene. Der har været – og er – høj fokus på biosikkerhed", står der i regnskabet.

Af regnskabet fremgår det dog også, at coronavirussen har skabt usikkerhed hos FirstFarms.

"Der udloddes ikke udbytte i 2019 med baggrund i den usikkerhed, der er opstået som følge af covid-19", står der.

Økonomisk har FirstFarms dog ikke mærket meget til covid-19-krisen, skriver de.

"FirstFarms følger nøje udviklingen og tager COVID-19 meget alvorligt. Vores første prioritet er at holde alle, og især vores kollegaer og omgivelser sikre og raske, samt sikre vores dyr og produktionen for at kunne producere foder til dyrene og fødevarer til vores forbrugere".  

Opkøb på stribe

2017, Ungarn: Køber Dan-Farm Holding A/S, der ejer 80 procent af Dan-Farm Hungary A/S. Landbruget omfatter i dag 1.150 hektar, hvoraf de 929 er ejet, samt 2.500 søer og en produktion på 72.000 slagtesvin om året. Selskabet hedder i dag FirstFarms Hungary Kft.

2018, Tjekkiet: Køber Tjekkiet Invest A/S og dermed det tjekkiske selskab Granero Vlasatice s.r.o. Landbruget omfatter i dag faciliteter til opfedning af 72.000 smågrise til slagtesvin om året.

2019, Slovakiet: Køber landbrug med 2.300 søer med en årlig produktion af 75.000 grise, hvoraf 40-45.000 sælges som smågrise og 30-35.000 som slagtesvin, og en planteproduktionen på 1.500 hektar agerjord.

2020, Rumænien: Et køb af det rumænske landbrugsselskab AISM srl. af danske AIC A/S ventes at falde på plads i 2. kvartal 2020. Landbruget omfatter 2.430 hektar jord, der pt. er bortforpagtet, et moderne siloanlæg med en lagerkapacitet på 6.000 ton, en fodermølle samt lager- og administrationsfaciliteter. Selskabet hedder i dag FirstFarms Granero s.r.o.

Opdateret kl. 16:32.

Faktaboks

Fakta FirstFarms A/S

Driver landbrug i Rumænien, Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet.

2005: Otte danskere køber den første jord

2006: Børsnoteres på NASDAQ Copenhagen.

2020: Knap 3.000 aktionærer

Produktion: Ejer 9.200 hektar og driver 20.000 hektar. 2.600 køer plus opdræt, 4.800 søer, produktion af 170.000 smågrise og 100.000 slagtesvin om året.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle