Firstfarms: Mælkepris lavere end forventet - svin trækker op

Firstfarms har offentliggjort halvårsregnskabet for første halvår 2017.

Mælkeprisen er steget, ja.

Men den er ikke steget så meget, som Firstfarms havde forventet, melder aktieselskabet i deres seneste halvårsregnskab for perioden 1. januar - 30. juni 2017.

"Mælkeprisen har i første halvår været lidt lavere end forventet, men væsentlig højere end sidste år," skriver ledelsen.

Mælkeproduktionen - der finder sted i Slovakiet - har i første halvår været på det forventede niveau, melder selskabet.

Til gengæld har svineproduktionen overrasket positivt. Ved årsskiftet overtog FirstFarms det danske Dan-Farm Holding A/S, der står bag det ungarske selskab Dan-Farm Hungary A/S.

"Overtagelsen af svineproduktionen i Ungarn har bidraget med højere EBIT end indregnet i FirstFarms budget," skriver FirstFarms.

Et centralt punkt i halvårsregnskabet er forventningerne til årets resultat. Aktielandbruget har døjet med at skabe solide overskud, men i år har de meldt om forventet resultat af primær drift (EBIT) i niveauet 18-22 mio. kr. Denne forventning fastholder ledelsen.

FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret en omsætning på 66,4 mio. kr., et EBIT-resultat på 7,8 mio. kr. samt et resultat før skat på 3,2 mio. kr. Resultatet er forbedret med 5,5 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

Priserne på kornprodukter og oliefrø forventes samlet set på niveau med budgettet.

"Høstudbytterne for efterårsafgrøderne har været lavere end forventet som følge af en tør forårsperiode, særligt i Slovakiet. Der forventes ligeledes lavere høstudbytter for forårsafgrøderne. Omfanget kan først vurderes, når nedbørsmængden i resten af vækstsæsonen kendes," skriver FirstFarms.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle