Fjerde kvartal vil byde på laveste mælkeindvejning i EU i flere år

EU's mælkeproducenter ventes at levere en del mindre mælk i fjerde år grundet højere omkostninger og tørke.

Kapaciteten på de europæiske mejerier vil ikke blive udnyttet fuldt ud i fjerde kvartal. I en ny analyse af fødevareproduktion forudser EU-Kommisionen nemlig, at indvejningen af mælk vil dykke betydeligt i fjerde kvartal.

Tørke har reduceret udbytterne af grovfoder i en betydelig del af EU's medlemslande herunder de to store mælkeproducerende nationer Frankrig og Tyskland. Foruden at der er mindre grovfoder på lager, er det høstede grovfoder også af en lavere kvalitet end normalt. I flere lande har mælkeproducenterne brugt af vinterfoderet for at kompensere for det manglende græs i afgræsningssæsonen.

Foruden udfordringerne med at skaffe grovfoder presses mælkeproducenterne også af højere omkostninger til energi. I flere medlemslande kan man allerede nu se, at mælkeproducenterne sender flere køer til slagtning end normalt for årstiden. I Estland og Irland bliver der netop nu slagtet 20-23 procent flere malkekøer årstiden taget i betragtning.

Derfor vurderer EU-Kommisionen, at indvejningen i fjerde kvartal vil ligge 0,6 procent under sidste års niveau, og indvejningen vil også være mindre end i både 2019 og 2020. 

I tredje kvartal blev der indvejet 0,3 procent mindre mælk end i samme periode sidste år. Summeret op på året ventes EU's mælkepulje at ende 0,5 procent under sidste års niveau.

Kommisionen vurderer, at de første måneder af 2023 vil byde på endnu højere omkostninger for mælkeproducenterne, som formentlig også vil se et faldende forbrug af mejeriprodukter hos forbrugerne. Hvis vejret arter sig mere normalt i 2023 og tørke undgås, ventes indvejningen kun at ligge 0,2 procent lavere end estimatet for indeværende år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle