Fjerkræbranchen: Vi kan aldrig fjerne salmonella-risikoen helt

Selvom om fjerkræbranchen gør en stor indsats for at slippe af med salmonella, så er det - trods fremskridt - en kamp, der aldrig stopper.

For første gang i fem år blev der sidste år fundet salmonella i den danske fjerkræproduktion og en opgørelse fra DTU og Fødevarestyrelsen viser, at to pct. af alle salmonellainfektioner, der ramte danskere sidste år stammer fra kyllinger og æg.

Det ærgrer fjerkræbranchen, da man i Danmark gør en virkelig stor indsats for at undgå at Salmonella kommer ind i staldene.

"Vi ville da helst have haft, at der stod nul, men når det handler om biologi, så er det umuligt at slippe helt for risiko. Vi har et meget strengt og velfungerende kontrolsystem, der er konstrueret til bedst muligt at sikre, at der ikke er salmonella i det kyllingekød, der går ud til forbrugerne," siger Birthe Steenberg, sektorchef i Dansk Slagtefjerkræ.

Hun er derfor ikke i tvivl om, at danskerne trygt kan spise dansk produceret kyllingekød og æg.

"Det har bogstaveligt talt kostet blod, sved og tårer for fjerkræproducenterne, der gør et kæmpe stykke arbejde for at minimere risikoen for, at der kommer salmonellabakterier ind i deres stalde. I Danmark har vi det strengeste kontrolsystem og et godt samarbejde med DTU og Fødevarestyrelsen. Men lige meget, hvor dygtige vi bliver, og vi bliver dygtigere og dygtigere, så er salmonella en bakterie, der findes mange forskellige steder," siger Birthe Steenberg.

Hun håber, at dansk kyllingekød med tiden kan få den samme særstatus i EU, som de danske æg har på grund af den lave risiko for salmonella, og lige nu lever dansk kyllingekød op til de faglige krav.

Birthe Steenberg oplever, at andre EU-lande ønsker at lære af, hvordan kontrollen virker i Danmark, og hvordan samarbejdet med myndighederne foregår.

"Faktum er jo, at det er billigere at forebygge end at reagere og dæmme op, og vi prøver hele tiden på at forbedre og blive klogere på, hvor smitten kommer fra. Der bliver gjort meget ud af rengøring i besætningerne. Selv ventilationerne bliver skrubbet.  Mange danskere tror desværre, at Salmonella opstår fordi kyllingerne går mange sammen i store haller, men sådan hænger det ikke sammen. Smitten kommer altid udefra, og bliver der konstateret salmonella i en besætning, så bliver hele flokken som regel slået ned," siger Birthe Steenberg.

Ingen udbrud i 2015

I 2014 var der for første gang i fem år et udbrud af salmonellose hos en dansk æggelæggerbesætning, hvor hønerne blev syge af salmonella, men udbruddet blev hurtigt opdaget, og hele besætningen blev slået ned.

"Hver flok bliver tjekket hver 14. dag, og vi har verdens strengeste salmonellakontrol. Ved det seneste udbrud, der drejede sig om én besætning var det tydeligt at kontrollen virkede, udbruddet blev håndteret korrekt og stoppet lynhurtigt," siger Jørgen Nyberg Larsen, Sektorchef i Danske Æg.

Han er enig i, at selvom udbruddene af salmonella hos blandt andet de danske ægproducenter sker meget sjældent, så er det umuligt helt at undgå dem. I de første seks måneder af 2015 er ikke en eneste besætning kommet under mistanke for salmonella.

"Risikoen er på grund af den forebyggende indsats, der er gjort, reduceret voldsomt, men vi arbejder med noget biologi, og derfor kan udbrud ske," siger Jørgen Nyberg Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle