Fjerkræformand efter rødt kort til kyllingerace: Jeg mangler tal og dokumentation

Martin Hjort Jensen, formand for L&F Fjerkræ, efterlyser tal og nuancer i mediedebatten om den langsomtvoksende kyllingerace mod "turbokyllingen", som Danpo netop har besluttet at droppe.

Mandag morgen kunne man i Politiken læse, at Danmarks største kyllingeproducent, Danpo, nu går i gang med at udfase den af dyrevelfærdsorganisationer udskældte, hurtigtvoksende kyllingerace Ross 308, som flere butikskæder og restauranter allerede har droppet.

Kyllingeracen udgør dog stadig 9 ud af 10 solgte kyllingeudskæringer i danske supermarkeder, og er populær hos de danske forbrugere. 

Men nu vil Danpo, ligesom butikskæderne Lidl og Salling Group, udfase kyllingeracen. Det er dog ikke butikkernes - eller et slagteris - opgave at vælge for forbrugerne, melder Martin Hjort Jensen, formand for L&F Fjerkræ.

"Præmissen om at forbrugerne ikke er i stand til at træffe et valg, og altid vil vælge det billigste produkt, er jeg ikke enig i. Jeg tror på forbrugerne. Og vi landmænd producerer selvfølgelig hvad forbrugerne efterspørger, men for at forbrugerne kan træffe et valg, er det vigtigt at have et oplyst grundlag", siger Martin Hjort Jensen, der understreger, at han ikke er ude på at starte en krig mod Danpo, der selvfølgelig selv bestemmer eget sortiment.

"Jeg har den dybeste respekt for alle vores landmænd og producenter, og jeg kan stå på mål for dyrevelfærden og hele produktet uanset race, om det er økologiske kyllinger, langsomtvoksende eller den traditionelle", siger formanden.

Efterlyser tal 

Det Martin Hjort Jensen efterlyser er bladnt andet dokumentation for flere påstande fra Danpos side om bedre dyrevelfærd ved den langsomtvoksende kyllingerace Ranger Gold.

I artiklen fra Politiken mener Danpo blandt andet, at: 

"Det, vi får ud af det skifte, er markant bedre dyrevelfærd. Det er dyr, der har det mindst dobbelt så godt på alle parametre, vi måler på, og på nogle parametre ti gange så godt".

Tallene skulle for eksempel bekræfte, at der dør halvt så mange i staldene med langsomtvoksende i forhold til hos Ross 308-kyllingerne, og at sygdomsmængden er markant lavere.

Disse tal kunne Martin Hjort Jensen godt tænke sig at se.

"Jeg ville ønske, vi kunne få de tal frem, så vi kunne forholde os til dem. Hvilke parametre måler de på - og hvordan?".

Blandt andet argumentet om, at Ross 308 kyllinger lider af afsvidninger på fodtøjet holder ikke længere.

"Det har vi taget hånd om og ser ikke ret meget længere", siger Martin Hjort Jensen, der repræsentere producenterne.

Husk klimadagsordenen

Derudover er der et vigtigt parameter, som Martin Hjort Jensen mener, skal frem i lyset:

"Helt grundlæggende arbejder landmænd og fjerkræproducenter for god dyrevelfærd og mod et klimaneutralt fødevareerhverv, og det har vi gode værktøjer til på kyllinge-siden. Det her bliver et valg mellem en mere klimavenlig kylling og en kylling, der lever længere. Det er et faktuelt punkt man skal have med ind i den her debat. En langsomtvoksende kylling lever længere, har et større foderforbrug og er derfor mindre klimavenlig. Så må vi gøre op, om det er prisen værd for den langsomtvoksende kylling". 

Landbrugsavisen har forsøgt at få en kommentar fra Danpo, men det har ikke været muligt at træffe en talsperson i dag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle