Flere ansøgninger er politi- anmeldt med mistanke om svig

Endnu en bunke sager om svigfulde ansøgninger om støtte er overdraget til politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget en ny bunke politianmeldelser i sagen om svig med ansøgninger om moderniseringsstøtte til bl.a. kvægstalde.

I marts blev 17 beslægtede sager politianmeldt, og ifølge LandbrugsAvisens oplysninger er der denne gang tale om endnu flere sager.

Efterforskningsleder Carsten Arentoft Andersen ved Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget nye politianmeldelser fra Landbrugsstyrelsen.

»Jeg kan sige, at selve mønsteret i de sager, der er blevet anmeldt, ligner det, vi fik første gang. Men mere kan jeg egentlig ikke sige, fordi der er tale om en verserende efterforskning«, siger han, der også forklarer, at ansøgerne først bliver orienteret om, at de er politianmeldt, når politiet finder det passende i efterforskningen.

Flere sager

LandbrugsAvisen kunne i maj afsløre, at Landbrugsstyrelsen forberedte en sagskompleks med omkring 35 sager, som skulle overgives til politi i løbet af juni.

Antallet af sager kan have ændret sig siden, men det er sandsynligvis disse sager, der nu, et par måneder senere, er havnet hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

De oprindelige 17 sager, der blev politianmeldt havde det tilfælles, at der var opfundet falske CVR-numre til de indhentede tilbud, der skal indgå i en ansøgning om støtte.

Ifølge LandbrugsAvisens oplysninger er det dog ikke nødvendigvis samme mønster, der går igen i alle de nye sager.

Kan være endnu flere

LandbrugsAvisen har tidligere beskrevet, hvordan Landbrugsstyrelsen i alt har oversendt 85 potentielle svigsager til granskning hos Kammeradvokaten.

Det er denne granskning, der indtil videre har ført til først 17 og nu omkring 35 politianmeldelser. Dermed er det ikke udelukket, at der kan komme endnu flere politianmeldelser i sagen.

Landbrugsstyrelsen er endnu ikke vendt tilbage på LandbrugsAvisens henvendelse.

Faktaboks

Om svigsagen

  • 17 beslægtede ansøgninger om moderniseringsstøtte blev i marts politianmeldt med mistanke om svig.
  • Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der står for efterforskningen, fordi Landbrugsstyrelsen ligger i Augustenborg, Sønderjylland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle