Flere landmænd har søgt penge til mental sundhed

Kun få landmænd har kendt til og søgt penge til at styrke mental sundhed på arbejdspladsen. Antallet er dog steget det seneste år, hvilket glæder foreningen bag.

For andet år i træk har Foreningen Velliv delt støtte ud til virksomheder, der vil højne den mentale sundhed på arbejdspladsen.

Og det lader til, at flere inden for landbruget har fået øjnene op for muligheden. I hvert fald er der markant flere langbrugsvirksomheder, der har søgt om penge til et socialt arrangement på arbejdspladsen end sidste år, bemærker en glad formand for foreningen, Peter Gæmelke.

"Det er vigtigt, at alle brancher får mere fokus på mental sundhed. Det er supergodt at se, at vi i landbrugserhvervet kom bedre med denne gang end sidste år. For god mental sundhed er en vigtig forudsætning for at drive en sund forretning", siger Peter Gæmelke. 

Sidste år søgte kun seks arbejdsgivere inden for landbrug, skovbrug og fiskeri om støtte ud af i alt 850 ansøgere. I år var det tal steget til 19 ud af i alt 1.075 ansøgere.

I 2020 fik 11 ud af de 19 ansøgere beviliget støtte til et event om mental sundhed.

Vil gerne have fat i flere

Det er andet år, at Foreningen Velliv arrangerer Danmarks Mentale Sundhedsdag. Her kan alle virksomheder søge om 10.000 kr. til et arrangement på elller for arbejdspladsen, der skal styrke den mentale sundhed.

Det kan være alt fra en eftermiddagsaktivitet, et oplæg eller andet, der kan hjælpe på det sociale arbejdsmiljø. Foreningen håber, at endnu flere i landbruget vil få øjene op for tiltaget.

"Det stigende antal ansøgere fra landbrugserhvervet vidner for mig om, at der er en interesse derude for at sætte fokus på mental sundhed. Men nogle gange skal der nok lige et kærligt skub til, før at man tager initiativ til det. Jeg glæder mig meget over, at det var Danmarks Mentale Sundhedsdag, der vakte interessen for det", siger Peter Gæmelke.

Faktaboks

Danmarks Mentale Sundhedsdag

  • Velliv Foreningen, som arrangerer Danmarks Mentale Sundhedsdag, arbejder for, at flere danskere får et godt liv med overskud.
  • Alle arbejdspladser kan søge om 10.000 kroner til et event om mental sundhed på danmarksmentalesundhedsdag.dk.
  • 2019 var det første år for Danmarks Mentale Sundhedsdag. Her deltog over 20.000 medarbejdere fordelt på over 500 arbejdspladser.
  • Pengene kommer fra det overskud som Foreningen laver i pensionsselskabet Velliv.
  • Det er muligt at søge om støtte fra den 1. juni til og med den 28. august

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle