Flere unge skal i landbruget: Vil skaffe 100 ekstra faglærte landmænd

LandboNord er med i projekt for at sikre 100 ekstra faglærte landmænd på tre år.

I lighed med andre landsdele kæmper Nordjylland også med at skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft.

Derfor er LandboNord sammen med tre nordjyske landbrugsskoler og tre andre landboforeninger gået sammen om et projekt, der skal tiltrække flere unge til landbrugserhvervet.

Det fortalte Torben Farum, formand for LandboNords svineudvalg, da han torsdag eftermiddag fremlagde sin formandsberetning ved foreningens årsmøde i Vrå.

"Vores målsætninger er, at der om tre år står yderligere 100 unge faglærte landmænd, som i første omgang har lyst til at hjælpe os med at passe, optimere og udvikle vores bedrifter og måske på sigt en dag selv ønsker at blive selvstændig landmand", fortalte Torben Farum.

Han havde en bøn til de fremmødte svineproducenter om at lade døren stå åben for elever:

"En af de ting, vi har lovet i projektet, er en praktikplads og uddannelsesgaranti for de unge mennesker, der er klar til at gøre en forskel og yde en indsats. Så næste gang I mangler hænder, så overvej at hjælpe en ny dansk elev ind i erhvervet".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle