Flertal kræver klimahandling fra regeringen efter kras kritik

Både rød og blå blok er utilfreds med regeringens indsats på klimaområdet efter kritik fra rådgivende organ.

Et bredt flertal af partier er stærkt utilfredse med, at Danmark ikke når sine klimamål med regeringens nuværende indsats.

Det er reaktionen fra støttepartierne og blå partier efter en vurdering fra Klimarådet fredag. Det er meget alvorligt for både regeringen og for klimaet, lyder reaktionen.

"For vi står i en situation, hvor vi kun har få år til at bremse klimaforandringerne og nogle af de voldsomme konsekvenser, der følger med. Vi kan ikke tillade os over for kommende generationer at tage så løst på problemet, som Dan Jørgensen gør. Det er simpelthen for slapt", siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

Klimaminister Dan Jørgensen (S) har med et stort flertal i Folketinget vedtaget et mål om 70 procent mindre udledning i 2030.

Ifølge Klimarådet, der er et rådgivende organ, er der brug for nye initiativer, hvis udledningen af drivhusgasser skal mindskes. Og det skal gå stærkt.

Regeringen skal hurtigst muligt lægge en klar strategi med tidsplaner og milepæle. Dan Jørgensen fremhæver dog, at man har nået en tredjedel af målet på blot halvandet år.

Alligevel er støttepartierne utilfredse, for de største og sværeste reduktioner venter forude.

"Alle grønne advarselslamper bør blinke i Klimaministeriet, efter at rapporten er landet. Det står nu sort på hvidt, at vi ikke når vores klimamål med den nuværende hastighed. Vi skubber for mange svære beslutninger ud i fremtiden, og det går ikke, hvis man vil være en ansvarlig og seriøs, grøn regering", siger klimaordfører Signe Munk (SF).

Ved en hasteforespørgselsdebat vil Signe Munk forsøge at samle et politisk flertal, der pålægger regeringen handlepligt på klimaområdet.

Den bakkes desuden op af Venstre og De Konservative.

Første skridt bør være at finde markante reduktioner på landbrugsområdet, stille CO2-krav til byggeriet og få lavet en tydelig strategi for CO2-fangst og lagring i Danmark, lyder det fra hende.

Løsgængerne i partiet Frie Grønne er også skuffede.

"Regeringens nølende klimapolitik er dybt uansvarlig og decideret skammelig for en regering, der ønsker, at Danmark skal være et grønt foregangsland. Regeringen må efter Klimarådets rapport derfor nu stå skoleret og tvinges til at gennemføre nye initiativer, der sikrer, at Danmark lever op til sine klimamål", siger leder Sikandar Siddique.

Socialdemokratiets fødevareordfører siger landbrugsavisen.dk at regeringen at de tekniske forhandlinger er i fuld gang, men tager tid

”Klimarådet taler ligesom tidligere om udtagning og vådlægning af lavbundsjorder, og det er vi allerede i gang med og har afsat penge til. I første omgang 2 milliarder kroner til udtagning af 15.000 hektar og derudover yderligere 600 millioner kroner til udtagning af 5000 hektar mere. Men vi er i gang med de tekniske forhandlinger, fordi det er ganske kompliceret, og derfor tager det simpelthen tid, hvilket Klimarådet også anerkender", siger Anders Kronborg.

Samtidig sætter han en streg under, at Danmark skal være et tærkt og robust landbrugsland.

”På samme måde ligger en CO2-afgift også i anbefalingerne og dermed også for landbruget, men her er det vigtigt at slå fast, at vi intet vinder, hvis vi eksempelvis indfører afgifter, der bare flytter danske arbejdspladser til Østeuropa. Danmark skal fortsat være et stærkt og robust landbrugsland", siger Anders Kronborg.
 

/ritzau/

Obs. opdateret kl. 12.59 med Anders Kronborgs kommentar.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle