Flertal udenom regeringen vil gøre generationsskifter nemmere

Den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er klar til at stemme for sælgerpantebrevene udenom regeringen.

Et flertal udenom regeringen er klar til vedtage lov, der skal gøre generationsskifter i landbruget nemmere.

Der er tale om sælgerpantebrevene, som den tidligere VLAK-regering med opbakning fra Dansk Folkeparti havde med i sin finanslov, men som samme regering ikke nåede at indføre før valget.

Den nye regering har valgt ikke at genfremsætte lovforslaget for at gøre arbejdet færdigt, og det har fået Danske Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance til at gøre det i stedet.

"Selvom det ikke blev færdigbehandlet, mødte forslaget faktisk bred opbakning, så jeg håber at kunne skaffe et flertal i folketingssalen. Det er derfor, vi har valgt at genfremsætte lovforslaget, når nu Socialdemokratiet ikke har tænkt sig at gøre det", siger skatteordfører Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti og tilføjer:

"Og pengene er der jo, dem skal vi ikke ud og finde, fordi de blev afsat på den seneste finanslov. Det er bare med at slå til".

radikale bakker op

Skal de tidligere regeringspartier og Dansk Folkeparti have held med at komme igennem med sælgerpantebrevene, kræver det dog yderligere opbakning for at få flertal.

Og den er Radikale Venstre klar til at give, lyder det fra skatteordfører Kathrine Olldag. 

"Mit udgangspunkt er, at sælgerpantebrevene er ét af flere redskaber, der skal til for at lave generationsskifter på en fornuftig måde. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om at gøre muligt", siger ordføreren og tilføjer:

"Der er en særlig problematik omkring generationsskifter i landbruget, som skal løses, og jeg er glad for, at lovforslaget bliver genfremsat, så vi kan få set på det. Det undrer mig faktisk lidt, at Socialdemokratiet ikke har gjort det".

gode sideeffekter

Med sælgerpantebrevene bliver det muligt at udskyde betalingen af skat i forbindelse med købet af en ejendom, hvilket betyder, at køber ikke skal finde helt lige så meget finansiering ved overtagelse, men kan betale skatten løbende.

Og netop finansieringen er problemet for mange unge landmænd, der vil have egen bedrift.

"Det vil gavne landbruget at få skub i generationsskifterne, fordi unge landmænd hæver produktiviteten gennem investereringer og måske nye idéer og viden", siger DF's Dennis Flydtkjær og fortsætter:

"Samtidig følger måske en kone, nogle børn og folk, der vil være aktive i lokale foreninger. Der er gode sideeffekter for landdistrikterne. Og samtidig er det et relativt billigt tiltag for statskassen".

I finansloven for 2019 står, at den varige udgift er 35 mio. kr. om året, mens der er afsat 70 mio. kr. til det første år, fordi skatten bliver udskudt.

socialdemokratiet tøver

I regeringens finanslovsforslag for 2020 er sælgerpantebreve ikke med.

Skatteordfører Troels Ravn har tidligere udtalt til landbrugsavisen.dk, at skatteminister Morten Bødskov er positiv overfor tiltaget, men mere er det ikke blevet til.

Der er endnu ikke sat dato for, hvornår lovforslaget skal behandles i folketingssalen.

Skal partierne have held til at få sælgerpantebrevene indført, skal de nå det, inden en ny finanslov træder i kraft, og finansieringen forsvinder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle