Flertal vil grave mink op - regeringen undersøger muligheder

Regeringen ønsker ligesom flertal at grave mink op igen, men det kræver, at der kan findes en anden løsning.

"Det er regeringens klare ønske, at minkene graves op igen, hvis det overhovedet er muligt".

Sådan lyder det fra den nye fødevareminister, Rasmus Prehn (S), på et samråd på Christiansborg onsdag.

Dermed signalerer regeringen, at der skal findes en løsning på de nedgravede mink, der har skabt utryghed for miljø og natur i Midtjylland.

Forud for samrådet har et flertal bestående af Venstre, DF, SF, De Konservative, Nye Borgerlige og

Alternativet gjort det klart, at det ønsker minkene gravet op.

Meldingen kommer efter lokale protester mod nedgravningen af mink i to store massegrave ved Karup og Holstebro.

På onsdagens samråd siger Rasmus Prehn, at han har forståelse for utrygheden, men han understreger, at minkene ikke er til fare for sundheden i forhold til at sprede corona-smitte.

"Beslutningen om at nedgrave de mange mink skyldes, at vi stod i en helt ekstraordinær situation. Vi skulle bortskaffe 33.000 ton døde dyr hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden. I situationen var vurderingen, at nedgravningen var den eneste mulighed", siger Rasmus Prehn.

Han oplyser, at der nu er nedgravet 5500 ton mink ved Karup og 5000 ton mink ved Hostebro.

Nedgravningerne er stoppet henholdsvis 25. og 27. november.

"Kunne nedgravningen være foretaget mere hensigtsmæssigt? Ja, det kunne den. De lokale myndigheder kunne være inddraget bedre. I Holstebro er der nedgravet mink mindre end 300 meter fra en lokal sø.
- Det er udtryk for, at det er gået stærkt. Jeg forstår til fulde den utryghed, det skaber for borgere, at mink popper op af jorden som følge af forrådnelsesprocessen", siger Rasmus Prehn.

De lokale borgere har udtrykt et stort ønske om at få minkene gravet op og bortskaffet på anden vis. Det kan måske komme til at ske. I hvert fald lægger et flertal stort pres på regeringen.

Fødevareminister Rasmus Prehn vil dog først afvente et beslutningsgrundlag fra Fødevarestyrelsen, før der træffes en beslutning.

"Når jeg har modtaget det grundlag, vil jeg indkalde alle Folketingets partier til drøftelser af, hvad vi kan gøre", siger Rasmus Prehn.

Han gør det klart, at regeringen også ønsker en opgravning. Men det kræver, at minkene kan bortskaffes på anden vis.

Under aflivningen manglede der kapacitet til at brænde de aflivede mink af på forbrændingsanlæg eller på virksomheden Daka.

Nu er spørgsmålet, hvilken løsning der kan anvendes, når minkene har ligget i jorden og er gået i forrådnelse.

Ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) udgør de nedgravede mink ikke en akut trussel mod miljøet og grundvandet. På grund af risikoen for "overfladeforurening" har Miljøstyrelsen dog indført et særligt tilsyn ved massegravene.

/ritzau/


 

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle