Folkemøde: De unge vil have bæredygtighed i centrum i landbruget

Unge på Landbrug & Fødevarers stand ønsker mærkning af bæredygtighed.

Ungdommens Folkemøde er i disse dage i gang i Valbyparken. Folkemødet startede torsdag og slutter lørdag.

Meningen med arrangementet er, at de unge kan møde politikere og de organisationer, som de en dag måske bliver en del af eller kommer til at have med at gøre. Det er altså en mulighed for de unge og organisationer til at føle hinanden på tænderne. 

På pladsen i Gryden i Valbyparken kan man finde Venstres Ungdom, Dansk Industri, SF Ungdom, Roskilde Festival og Landbrug & Fødevarer. 

På Landbrug & Fødevarers stand midt på pladsen er målet at give et frirum. Et sted hvor man kan komme og slappe af og lade på sin mobil. Og vigtigst; få besvaret alle sine spørgsmål omkring landbrug og fødevareproduktion.

To af de unge som benyttede sig af muligheden er Asger Balsby Kromand, 21, og Niels Malmos, 21, som LandbrugsAvisen.dk fangede til en snak. 

”Vi gik egentlig herind for at smage på mælk. Men så udnyttede vi muligheden for at få en snak og måske blive klogere”, siger Asger Balsby Kromand.

De to venner fik sig en lang snak om bæredygtighed med en af L&F´s medarbejdere.

”Jeg tænker kun over indkøb ved grøntsager, dem vil jeg helst have økologisk”, siger Asger Balsby Kromand.

Niels Malmos siger, at de fleste varer i hans køleskab er økologiske, men at han ikke kan tage æren for sin mors indkøb.

Bæredygtigheden i centrum

De to venner ikke overbeviste om, at fremtiden alene er økologisk. Derfor tænker de meget på bæredygtigheden.

Blandt andet tænker de på, at det er svært at definere bæredygtighed. Er en vare f.eks. miljømæssigt bæredygtig eller klimamæssigt bæredygtig, eller om bæredygtigheden ligger i arbejdsforhold og aflønning, eller dyrevelfærd?

”For mig er det vigtigere om klimaet har det godt overordnet, end om vi bruger pesticider”, siger Niels Malmos.

Derfor ønsker de unge mænd, at man prøver at definere bæredygtighed og udarbejder en bæredygtighedsmærkning for fødevarer.

”Ligesom man energimærker et hus. Folk køber jo fødevarer uden at vide, hvad de har af aftryk”, siger Niels Malmos.

”Jeg tror, at hvis folk fik muligheden, så ville de gribe den, og produktionen vil følge forbrugerne”, istemmer Asger Balsby Kromand.

Opsang til debatten

De to unge mænd kan heller ikke afholde sig fra at give en opsang til den offentlige debat.

”Ofte er det sådan for især debatten om landbruget, at folk ikke ved nok”, siger Asger Balsby Kromand.

”Når det kommer til sådan noget som landbruget, skal man sige til sig selv, at fordi man læser en artikel om landbruget hver 14. dag, så er man ikke ekspert. Det tror jeg, mange mangler at indse”, siger Niels Malmos.

Selv er de to forsigtige med at give deres bud på landbrugets fremtid, men Niels Malmos tør godt vove pelsen

”Jeg tror ikke, fremtiden nødvendigvis er økologisk. Jeg tror, det er vigtigere, vi lærer at sprøjte bedre og drive et endnu mere effektivt landbrug”, siger han.

Faktaboks

På Landbrug og Fødevarers stand kunne deltagerne ved Ungdommens folkemøde få opladet deres mobiler og slappe af. De kunne også få en snak med en række medarbejdere som beredvilligt besvarede de unges mange spørgsmål.Ligeledes var der torsdag både mælkequiz og mulighed for at holde en kylling og tale med en ung landmand. 

Desuden var der ophængt tavler, som jævnligt opdateredes med et spørgsmål, som de unge skulle besvare ved hjælp af kridt. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle