Folketingskandidater så på landsforsøg og teknologi i marken

Forsøg med pesticidfridyrkning, hvedesorter og rodudvikling var på dagsordenen sammen med de teknologiske muligheder, da tre spørgelystne folketingskandidater var med Landboforeningen Gefion ude for at se på landsforsøg og tale om moderne, teknologisk planteavl.

Der var repræsentanter fra begge side af folketingssalen, da Landboforeningen Gefion fredag 24. maj havde inviteret Morten Dahlin (V), Kaare Dybvad Beck (S) og Anne Valentina Berthelsen (SF) ud for at se landsforsøg hos rådgivningsselskabet VKST, der har landets største forsøgsafdeling med mange landsforsøg. 

Forsøg med ukrudtsbekæmpelse og forskellige sorter 

Formålet med besøget var at give kandidaterne et lille indblik i, hvordan landbruget arbejder målrettet med at imødekomme krav fra forbrugere og politikere i forhold til for eksempel brug af plantebeskyttelse og kvælstof.  

I Forsøgsmarken blev der blandt andet set på effekten af plantebeskyttelsesmidler, da et EU-forsøg der afvikles i samarbejde med Århus Universitet blev vist frem.

Forsøget viser konsekvenserne af en pesticidfri dyrkning, og på nuværende tidspunkt er der en forventning om et udbytte tab på 30 pct. alene på grund af ukrudt, bliver hveden angrebet af svampesygdomme vil udbyttet blive endnu lavere. 

"Forædling bliver helt central i kampen mod mange af de udfordringer vi står overfor – fra resistens, evnen til at optage kvælstof og planternes modstandsdygtighed i forhold til f.eks. tørke. Men som det er i dag tager forædling lang tid og vi ser gerne, at der bliver mulighed for i endnu højere grad at satse på planteforædling", siger Torben Hansen, der er formand for Landboforeningen Gefion, og fortsætter:   

"Der er ingen tvivl om, at de mange landsforsøg er årsagerne til, at dansk landbrug er så langt fremme når det gælder om at producere mere med mindre miljøbelastning – samtidig med, at der skal være økonomi i det for landmanden", siger Torben Hansen.

Efter en rundtur i forsøgsmarken fik kandidaterne et indblik i, hvordan teknologien allerede er et redskab, der tages i brug for at målrettet tildeling af gødning og plantebeskyttelse. 

"Der er mange landmænd, der allerede har taget hul på fremtiden og præcisionslandbruget, hvor droner, fotogenkendelse på sprøjte og radrenser er en del af hverdagen. Men den teknologiske udvikling er først lige startet", lyder det fra Gefions formand. 

Derfor var ét af Gefions budskaber til kandidaterne da også, at forskningen fortsat skal prioriteres høj politisk – ligesom den gør det i landbruget og de tilhørende virksomheder. 

Målrettede tiltag for at fremme biodiversiteten 

Kandidaterne spurgte interesseret ind til den aftale, der er lavet mellem DN og Landbrug & Fødevarer, og der var ros til initiativet fra politikerne.

Mødet i marken sluttede af med en spændende diskussion om, biodiversitet og om at man ikke både kan have intensiv landbrugsproduktion og biodiversitet på de s amme marken, men at tingene skal adskilles og prioriteres hver for sig. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.