Fond har købt midtjysk kvægejendom: "På den måde sikrer vi, at den forbliver økologisk"

Dansk Økojord A/S har købt to nye ejendomme, og råder dermed nu over i alt 884 hektar. En af de nye ejendomme er fondens første mælkebedrift, som fonden har jagtet i næsten 3,5 år, fortæller Kim Qvist, direktør i Dansk Økojord.

Med sin seneste investering i to nye bedrifter ejer Danmarks Økologiske Jordbrugsfond nu i alt 12 danske landbrugsejendomme og 884 hektar.

Det glæder naturligvis direktør i Dansk Økojord Kim Qvist, der mener, at det beviser at modellen, hvor danskerne investerer i omlægning og bevaring af økologiske jorde, virker. 

Men hvad der også glæder ham er, at det endelig er lykkedes fonden at få fingrene i sin første mælkebedrift.

"Det er bemærkelsesværdigt, at vi i 3,5 år ikke er lykkedes med at skaffe os en mælkeproduktion, selvom der er mange til salg. Så det er en stor glæde for os, at vi også har fået det med i vores portefølje", siger Kim Qvist.

Købet af mælkebedriften, der ligger ved Nørskovlund i midtjylland, blev officielt i tirsdags, hvor bestyrelsen godkendte købet. Bedriften tæller en kvægbesætning og 157 hektar. Her blev også godkendt et køb af Korsmedegaard ved Randers, der producerer økologiske grøntsager samt fremover også æg og frugt-bærproduktion. De to ejendomme har til sammen kostet 33 millioner kroner.

Sikrer økologien

Med de to nye investeringer har Dansk Økojord nu købt landbrug for 100 mio. kr. siden opstarten for 3,5 år siden, og ifølge direktøren vil fonden i 2022 runde en omsætning på 4,5 millioner kroner.

"Det viser, at forretningsmodellen virker og kan præstere et plus på bundlinjen", siger Kim Qvist, der ikke lægger skjul på, at fondens formål er at fastholde og øge det økologiske areal.

"De to nye køb er rigtig spændende ejendomme, og dermed har vi også sikret at jorden forbliver økologisk og ikke bliver omlagt. De andre købere, der stod i kulissen, for det var der, var konventionelle", siger Kim Qvist.

Køb har trukket ud

Ifølge direktøren har det trukket ud med at finde et kvægbrug, der var til at overtage, fordi de høje priser på mælkebedrifterne kræver forpagtere med guld i banken.

"Det handler i hvert fald ikke om, at vi ikke har turde gå ind i mælkeproduktionen. Og vi har også været tæt på at købe en kvægbedrift i 2019. Men gennemsnitsprisen for en mælkebedrift i Danmark er 25-30 millioner, og da vores eventuelle forpagter ofte køber bygningerne og besætningen, kræver det stadig, at de skal kunne stille med 20 procent. Derfor har det været svært at få et køb igennem i banken", siger Kim Qvist.

Dertil kommer, at købsprocessen for fonden er besværliggjort af, at alt skal godkendes af bestyrelsen.

"Så selvom vi laver en betinget købsaftale er ulempen jo i ny og næ, og det har vi også oplevet flere gange, at en ejendom er glippet fordi andre købere er kommet først", siger Kim Qvist.

Dansk Økojord har over 800 aktionærer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle