Fond køber ny gård - forpagtere vil producere øko-ænder

På Samsø arbejder man, for at flere kan leve af at producere økologiske fødevarer.

Samsø Økojord, som køber jord og bortforpagter det, mangler kun at få sat underskriften for at eje gård nummer to, som de overtager 1. april. Folk fra byer over hele landet køber aktier i foreningen, og pengene går til at købe små økologiske landbrug.

»Vi synes, at det er en succes, når vi kan lukke salget. Vi er rigtig glade for, at folk langvejsfra køber aktier hos os«, siger Niels Nørskov, Samsø Økojord, som forventer, at der i begyndelsen af marts vil være 55-60 aktionærer.

Samsø Økojord håber, at de i slutningen af 2022 vil eje 10-12 gårde.

Sælger direkte til kunderne

Forpagterne af den nye gård, Mette Kjær på 35 år og Peter Sørensen på 37 år, håber, at de med tiden kan komme til at leve af det lille landbrug på 12 hektar.

»Vi skal have økologiske ænder og dyrke nogle grøntsager, og så skal vi have etableret en frugtplantage i løbet af foråret. Vi regner med at sælge det direkte til restauranter og i en vejbod og måske i nogle delikatesseforretninger«, fortæller Mette Kjær.

Ingen af de to forpagtere har en landbrugsuddannelse - hun er biolog, og han er ingeniør,

»I 2017 opdrættede vi 400 ænder på en lejet mark, så vi har godt styr på, hvordan vi gør det. Vi skal bare have flyttet alle vores ting over på den nye gård, og så er vi i gang igen«, siger hun.

Vil leve af nicheproduktion

Mette Kjær og Peter Sørensen er begge opvokset på fritidslandbrug, og før de flyttede til Samsø, talte de meget om drømmen om at producere fødevarer og at være selvstændige.

»Det er hyggeligt at have et par høns i haven, men det kan man ikke leve af. Derfor er man nødt til at finde et produkt, der kan betale regningerne. Det er vores berberiænder, der skal gøre det«, siger hun.

Hun mener, at folk er mere villige til at betale for juleanden end for lørdagskyllingen.

»Andekød er mere fint, så du kan nemmere få en restaurant til at købe din and og servere den som noget fint, end du kan med kylling«, siger hun.

Produktionen skal være økologisk, men det er ikke nok.

»Vi vil gå længere, end reglerne siger, at man skal: Vi vil give dyrene endnu mere plads og sørge for, at de har det godt. Det er vigtigt for os, at det, vi spiser, og det, vi byder andre, er af god kvalitet«, siger hun.

Faktaboks

Samsø Økojord A/S

  • Datterselskab af Jordbrugsfonden SamsØkologisk.
  • Stiftet i april 2016 og købte det første landbrug, Yduns Have, 1. maj 2016.
  • Køberne af aktier spænder fra lokale til folk, der aldrig har været på øen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle