Forening: Offentlige midler kan ikke bruges til opkøb af landmænds jord

Ifølge Foreningen for Grundvandsbeskyttelse er det i strid med EU’s statsstøtteregler at bruge offentlige midler til opkøb af landbrugsjord for at beskytte grundvandet, som man overvejer at gøre i Aarhus.

I Aarhus Kommune er man i den seneste tid kommet frem til, at når det kommer til ønsket om at beskytte grundvandet fra landbrugets pesticider på en lang række indvindingsarealer, som kommunen vurderer som sårbare, så er vejen frem ikke at komme med sprøjteforbud i indsatsplaner.

I stedet kigger man i kommunen på, om man i stedet skal opkøbe landbrugsjord i stedet, så man kan få sat skub i den proces, som man ønsker i kommunen. 

Netop opkøb af landbrugsjord har direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, i denne uge også talt varmt for i Aarhus Stiftstidende.

-  Vi kan gøre det bedre og mere effektivt, og vi undgår det her dræbende med, at afgørelser hele tiden bliver indklaget for en højere myndighed. Det er skuffende, at vi ikke er nået længere, sagde Lars Schrøder til avisen.

Ikke mildere stemt

At der nu bliver talt om opkøb af landbrugsjord frem for sprøjteforbud gør dog ikke Foreningen for Grundvandsbeskyttelse (tidligere Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse, red.) mildere stemt. Foreningen er indædte modstandere af sprøjteforbud – både når det kommer til indsatsplaner, der typisk handler om større indvindingsområder, og når det kommer til BNBO, som er arealerne tættest på drikkevandsboringerne.

Ifølge foreningen, og dets advokat Hans Sønderby, så vil det stride mod EU’s statsstøtteregler, hvis Aarhus Kommune går ud at opkøbe jorden med ”ekspropriationslignende opkøb” med det formål at beskytte grundvandet. Der nemlig ifølge foreningen slet ingen fare for grundvandet ved at bruge pesticider på de arealer, som det drejer sig om.

Fra formand i Foreningen for Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden lyder det i en skriftlig kommentar, at foreningen kke vil finde sig i, hvis nogle af foreningens medlemmer i Aarhus hverken lokkes eller trues til at sælge jord til kommunen, som kan stride mod EU`s statsstøtteregler.

- Det er jo logisk, at EU`s regler beskytter mod den slags misbrug af offentlige penge. Hvem ville tro på en italiensk kommunes køb af jord fra Berlusconi af uskyldig dyrkningsflade under påskud af forurening, som ingen har påvist, siger han.

Fra Ulrik Lunden lyder det videre:

- Det er skarptslebne statsstøtteregler som vi taler om. Miljøministeriet har for nyligt i et notat bekræftet, at selv ekspropriation kun er gyldigt under snævre begrænsninger, blandt andet, at den omfatter alle landmænd på lige vilkår. Når Aarhus Vand på forhånd ved, at deres plan ikke kan føre til ekspropriation, er det med sikkerhed som at gå fra asken og ind i ilden at ville til at opkøbe jord fra den enkelte landmand, siger han.

Rettet 12:26 Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse skiftede på sin generalforsamling for nylig navn til Foreningen for Grundvandsbeskyttelse. Det oprindelige navn på foreningen blev først anvendt i denne artikel.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle