Forening reddede kør-selv-roer

»Det ville være noget af en katastrofe at skulle fyre vores folk på gårdene, bare fordi tyskerne vil have ens regler i hele koncernen,« siger formand for fabriksudvalg.

Nordic Sugar vil allerhelst selv køre alle sukkerroerne fra mark til fabrik og rense dem ved læsning, så der kommer mindst muligt skidt ind på fabrikken. Mange avlere ønsker dog fortsat selv at tjene lidt på at levere roerne, og efter lange forhandlinger har sukkerroedyrkerne fået en aftale i hus med Nordic Sugar. Det kunne Hans Peder Madsen, formand for fabriksudvalget på Nakskov Sukkerfabrik fortælle på generalforsamlingen i Danske Sukkerroedyrkere mandag.

»Vi har her fastholdt Nordic Sugars oplæg på, at de henter roerne op til 80 km, men samtidig er det fortsat muligt at køre sine roer selv, men mindstesatserne er vi dog ikke stolte over,« sagde han.

Indtil 10. december kan avlerne få lov at levere roerne urenset, hvis de har orienteret frabrikken om det.

»Det har været afgørende for os, at man kan køre roerne direkte fra marken, så de ikke skal i kule først,« forklarede Hans Peder Madsen der pegede på mulige besparelser for avlerne.

Desuden har det været vigtigt for foreningen, at dyrkerne fortsat kan dyrke roer i de bageste marker, hvor fabrikkens vognmænd kan have svært ved at hente roerne. De landmænd, der selv kører roer, har også en interesse i at holde deres mandskab beskæftiget uden for højsæsonen.

»Det ville være noget af en katastrofe at skulle fyre vores folk på gårdene, bare fordi tyskerne vil have ens regler i hele koncernen,« siger han.

Selvkørere skal dog være opmærksomme på at de skal give besked inden 15. marts, hvis de ikke ønsker at rense deres roer. Giver man ikke besked om noget, skal man således rense roerne fra dag ét i kampagnen og ikke kun fra 10. december.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle