Forening undrer sig over ministers glyphosat-svar: En molbo-historie

Miljøminister Lea Wermelins bud på et Round-Up-alternativ har 57 gange højere pesticidbelastning, melder foreningen for reduceret jordbearbejdning.

Miljøminister Lea Wermelins (S) bud på et alternativ til det omdiskuterede glyphosat vækker undren i Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i Danmark.

I et svar til Folketinget sendt for nylig angiver miljøministeren, at der ikke findes nogen oplagte eller fuldgode alternativer. Men skal embedsmændene fra Miljøstyrelsen med hjælp fra forskerne på Aarhus Universitet pege på et alternativ, så kunne det være enten mekanisk jordbearbejdning eller pelargonsyre.

Det fremgår af svaret, der blev givet til folketingsmedlem Carsten Valentin fra SF.

"Det særdeles overraskende i svarene er, at aktivstoffet pelargonsyre hives frem som et delvist alternativ", lyder det fra projektchef i Foreningen for reduceret jordbearbejdning Hans Henrik Pedersen.

Han kalder det barokt og en "moderne molbohistorie" at forestille sig, at pelargonsyre kan være et alternativ.

"Hvordan kan det ske, når man ved opslag i Middeldatabasen kan se, at pesticidbelastnings-indikatoren ved normaldosering er 57 gange højere for pelargonsyre som er aktivstoffet i midlet TopGun Finalsan i forhold til brug af glyphosat eksempelvis i midlet Roundup Bio", spørger han.

Projektchefen tilføjer samtidig, at pelargonsyre ifølge svarene ”ikke har langtidsvirkning og derfor skal bruges flere gange årligt for at have samme effekt”, som det fremgår af ministerens svar.

"I pløjefri dyrkning vil vi ikke bruge midler med så stor påvirkning af miljøet. Jordens organismer er de gratis hjælpere, der sikrer en sund og dyrkningssikker jord. Tænk bare på, hvordan regnorme, løbebiller og edderkopper med mange flere nyttedyr bliver påvirket af en kæmpe dosis PelargonSyre flere gange årligt", lyder det fra foreningens projektchef.

Vil ikke bruge midler, der skader miljøet så meget

Ministerens svar om, at man ud over pelargonsyren også kan forestille sig brug af mekanisk udkrudtsbekæmpelse som et af de mindst ringe alternativer, får også rynkerne frem i den pløjefri forening.

"Vores forslag er derfor at tænke sig grundigt om og vurdere, hvordan vi med omtanke kan bruge midler med glyphosat i fremtiden - indtil der fremkommer alternativer med mindre miljøbelastning", melder projektchefen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle