Forhandlere om John Deere-opkøb: Betyder ikke noget for os

Ny stor forhandlerkæde kommer ikke til at betyde noget, mener de øvrige John Deere-forhandlere, der ikke frygter opkøbet.

Det giver det ikke nervøse trækninger hos de øvrige danske John Deere-forhandler, at det i går kom frem, at Semler-gruppen overtager ni John Deere forretninger i Nord-, Syd- og Sønderjylland samt på Sjælland. De ni John Deere forretninger bliver dermed den absolut største John Deere-butikskæde på det danske marked.

Semler-gruppen, der er kendt for sin import af blandt andet VW og Audi, har stiftet et datterselskab, Semler Agro Holding, der har købt alle aktier i Mejlby & Vilsgaard A/S og overtager aktiviteterne i Maskincenter Sjælland A/S.

”De ni Semler-forretninger bliver selvfølgelig en stor faktor inden for John Deere. Men jeg tror ikke, at det kommer til at betyde det helt store for os,” siger Oluf Poulsen, der er medindehaver af Herborg Smede- og Maskinforretning, der har tre afdelinger i Herborg, Give og Nr. Nissum.

”Vi køber vores traktorer direkte hos John Deere, og nettoprisen skulle gerne være den samme for alle de danske forhandlere. Jeg tror ikke, at Selmer får mængderabat, og vi tager det helt roligt,” siger Oluf Poulsen.

Fra Midtjysk Maskincenter lyder det fra medindehaver Gordon Pedersen, at maskincentrets to forretninger i Viborg og Trige fortsætter helt som hidtil.

”Vi byder Semler velkommen, men deres opkøb betyder ikke noget for os. Vi er der fortsat vores kunder både i dag og i morgen,” siger Gordon Pedersen.

Hos Søllested Maskinforretning er indehaver Torben Kepp Jensen helt på linje med Gordon Pedersen og Oluf Poulsen:

”Jeg tror ikke det betyder noget. Vi fortsætter med at sælge maskiner hver dag, og jeg har ikke yderligere kommentarer,” lyder det  fra Torben Kepp Jensen, der har to forretninger i Nr. Alslev og Søllested.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Glamsbjerg Maskincenter, der har afdelinger i Glamsbjerg, Odense og Svendborg.

Både Søllested Maskinforretning, Midtjysk Maskincenter, Herborg Smede- og Maskinforretning afviser, at de er blevet kontaktet af Semler med tilbud om opkøb.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle