Forlænget frokostpause redder jobbet for 154 slagterimedarbejdere

154 slagterimedarbejderes job i Sæby er blevet reddet.

Det er lykkedes at redde over halvdelen af de jobs, som Danish Crown i Sæby havde udsigt til at nedlægge.

Det skriver Nordjyske.

Midt i september meddelte Danish Crown at 350 medarbejdere på to slagterier skulle afskediges. Af de 350 skulle de omkring 275 afskediges i Sæby, mens de 75 forventes afskediget i Ringsted.

Men i stedet for at sige farvel til 275 medarbejdere, er tallet nu 121. 

- De ansatte har fået forlænget deres middagspause med et kvarter, som de selv betaler. De skal ikke arbejde mere, men sådan set holde mere fri. Det giver en række muligheder i produktionen og betyder, at vi kommer ud med 121 afskedigelser. I forhold til udgangspunktet, er det et rigtigt godt resultat, siger fællestillidsmand på Danish Crown i Sæby, Jens Hansen, som oplyser til Nordjyske, at hele 86 procent af de ansatte sagde ja til at indføre den nye model.  

Årsagen til fyringerne var de de rekordhøje priser på foder og energi kombineret med en lav afregning til griseproducenterne, der har betydet, at antallet af slagtegrise på Danish Crowns slagterier er faldet mærkbart de seneste måneder.

Det ringe bytteforhold betyder at landmændene enten drosler ned på deres produktion eller helt afvikler den. 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle