Forlænget praktikophold glæder landmand: Sænker smitterisiko

Det bevarer arbejdskraft og sænker smitterisiko, at udenlandske landbrugspraktikanter må blive længere i Danmark, fortæller landmand om ændring, der træder i kraft onsdag.

Onsdag er en forlængelse af ordningen for udenlandske landbrugspraktikanter trådt i kraft, så praktikanterne nu kan blive tre måneder længere i landet.

Ændringen blev meldt ud så sent som i søndags, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) begrundede den med, at landbruget ikke må mangle hænder, mens corona-krisen kradser.

Pga. corona-krisen er det nemlig vanskeligt at rejse ind og ud af Danmark, og derfor er det blevet muligt for udlændingene at blive i landet i 15 måneder i stedet for 12.

sænker smitterisiko

En af dem, der får glæde af forlængelsen, er mælkeproducent Bent Juul Sørensen fra Ærø. Han har 475 malkekøer og to udenlandske praktikanter i medarbejderstaben.

"Lige nu kan de ikke komme ud, og afløseren kan ikke komme ind. Før ændringen blev lavet, skulle de bare være på ejendommen uden at arbejde, men nu må de arbejde og bidrage til deres eget ophold. Det er den ene ting", siger landmanden og fortsætter:

"Den anden ting er, at vores smitterisiko på gården bliver sat ned, fordi der ikke er udskiftning i medarbejderstaben".

ville kræve en masse

Bent Juul Sørensen glæder sig over, at ændringen kunne lade sig gøre med så kort varsel.

"Reglerne på det her område kan være lidt kantede nogle gange, men der skal lyde en stor ros for, at man har ordnet det her", siger han og tilføjer:

"Konkret for os ville det betyde, at vi manglede en mand på hvert arbejdshold. Det ville kræve en hel masse af os andre for at få enderne til at hænge sammen".

tilfreds viceformand

Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lone Andersen glæder sig over, at ministeriet har været så konstruktive og effektive i den her sag.

"I L&F har vores medarbejdere lavet en god forberedelse af sagen, og det er rart, at der har været så stor velvillighed fra ministeriets side. Det er vi meget taknemmelige for", siger Lone Andersen og fortsætter:

"Der har været en konkret barriere for en gruppe af landmænd, der benytter udenlandske praktikanter. Dyrene skal passes, selvom medarbejderne forsvinder. Derfor er det positivt, at de landmænd og praktikanter, der har lyst til at forlænge, kan gøre det".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle