Forlig om brudt patent i maskinbranchen

Der er indgået forlig mellem Harsø Maskiner og VM Tarm, men maskinproducenten vil dog tage sagen videre og søge om erstatning.

Efter at være blevet stævnet har VM Tarm nu indgået forlig med den jyske maskinproducent, Harsø Maskiner, som mener, at tankvirksomheden har forbrudt sig mod et patent på en gyllepumpe.

Det bekræfter Harry Højvang Sørensen, adm. direktør og ejer af Harsø Maskiner, der dog stadig vil søge yderligere krav om erstatning for godt 40 til 50 pumper, han mener, VM Tarm har produceret under hans patent.

Præcist hvor stor en erstatning, han kræver, er dog uvist.

»Det er en sag, der koster os flere hundrede tusinde kroner at føre, men vi er nødt til det, selvom det måske kun er en million kroner, vi er gået glip af. De skal simpelthen holde fingrene for sig selv. Det er en kæmpe belastning for os, at de stjæler med arme og ben«, siger Harry Højvang Sørensen, der forventer, at sagen går for retten i løbet af året. Først afventer han nemlig resultatet af en ophævelsesbegæring på patentet, som VM Tarm har indgivet for måneder siden.

Håber på forlig

Selvom VM Tarm nu stopper produktionen af pumpen, bliver spørgsmålet dog også, hvad der skal ske med med de pumper, der kører rundt på VMs kunders vogne.

»Om de skal tilbagekaldes, eller om vi skal søge om yderligere erstatning, ved jeg ikke endnu«, siger Harry Sørensen og fortæller, at han helst så en forhandlingsaftale.

I det seneste år har han indgået lignende forligsaftaler med andre danske og udenlandske producenter, der har forbrudt sig mod andre af hans patenter. Senest indgik han en aftale med hollandske Bomech om at levere fordelere til virksomheden, som i lang tid havde kopieret et Harsø-bompatent og solgt dem i Danmark og Sverige.

Har intet gjort galt

Hos VM Tarm betragter man sagen som lukket efter, at forliget om at stoppe pumpeproduktionen blev indgået.

»Vi er helt overbeviste om, at vi ikke har gjort noget galt. Vi kendte godt pumpen og patentet allerede før, vi begyndte at sælge produktet, og der var vores konklusion, at vi ikke brød patentet. Det er bekræftet af patentagenter og vores advokater gentagne gange«, siger Holger Ross Lauritsen, adm. direktør hos VM Tarm, der ikke håber, at det ender med en yderligere erstatningssag.

»Patentsager er meget dyre at føre, og vi har andet at bruge vores tid og penge på«.

Faktaboks

Baggrund: Harsø Maskiners patenter

  • Stifter og ejer Harry Højvang Sørensen har en lang række patenter på forskellige dele til bl.a. gyllespredere. 
  • En del af patenterne er udløbet, men han har efter eget udsagn store problemer med, at større virksomheder bryder de patenter, han stadig har eneret til at producere. 
  • Pumpen, VM Tarm angiveligt har kopieret, er en patenteret friløbspumpe til gyllevogne, som både kan læsse gyllen i vognen og pumpe gyllen ud igen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle