Formand: Embedsværket er største udfordring for ny regering

Uden en stærk minister for fødevarer og miljø, som kan styre det stærke embedsværk, bliver det svært for en ny regering at levere på landbrugesområdet, siger Niels Rasmussen.

Landbrugets forventninger til en ny, borgerlig regering er skruet højt op. Men det store spørgsmål er, i hvilket omfang en ny regering vil formå at ændre på den faglighed, der ligger bag beslutningerne på miljøområdet.

Det konstaterer Niels Rasmussen, formand for den fynske landboforening Centrovice, i sit politiske nyhedsbrev.

Forventninger i top

»Vi har ikke den tradition i Danmark, at vi i forbindelse med valg rydder ud i centraladministrationen. Så hvis ikke vi får en minister på miljø- og fødevareområdet, der formår at styre et stærkt embedsværk i de berørte ministerier, så bliver det mere end svært, at levere politik i overensstemmelse med de forventninger, der er skabt,« skriver Niels Rasmussen.

Fordele vejer tungest

Niels Rasmussen beklager, at Venstre havde et dårligt valg - det give ikke nogen »optimal balance i en ny regering,« skriver han.

Denne ulempe finder han dog så rigelig opvejet af fordelene ved at slippe af med de to socialdemokratiske ministre for fødevarer og miljø, Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl.

Minister skal skabe motivation

»Det er grundlæggende vigtigt for landbruget, at vi har en fødevareminister, der forstår og anerkender landbrugets udfordringer,« skriver Niels Rasmussen.

Han mener, at en fødevareminister »gennem sin adfærd« skal skabe motivation hos landmændene til at bidrage til samfundet.

Den beskrivelse mener Niels Rasmussen ikke, at hans med-fynbo, fødevareminister Dan Jørgensen lever op til.

»Jeg kender ikke noget menneske, der har været mere i modstrid med alt hvad vi landmænd værdsætter,« lyder Niels Rasmussens barske salut.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle