Formand for griseproducenter: Grisenotering skal hæves med to kroner

Griseproducenternes formand finder det glædeligt, at grisenoteringen stiger, men det er langt fra nok.

- Så sætter vi da færre penge til fra mandag.

Det er den umiddelbare reaktion fra griseproducent Jeppe Bloch Nielsen fra Vejen, efter Danish Crown tidligere på dagen hævede grisenoteringen med 30 øre

Men den nye pris på 11,80 kroner pr. kilo for slagtegrise og 8,10 kroner for søer er langt fra nok for landets griseproducenter.

- Jeg vil skyde på, at den skal hæves halvanden til to kroner mere med de foderpriser, vi har lige nu. Vi har sat penge til i alt for mange måneder. Så jeg har en forventning om, at Danish Crown snart matcher den spanske notering, siger Jeppe Bloch Nielsen, som også er formand for Danske Svineproducenter.

Mere fair sammenligning

Den spanske notering er på 16,52 kroner pr. kilo, mens Tyskland i går hævede sin grisenotering med knap 60 øre til 14,38 kroner pr. kilo efter flere ugers stilstand.

Men den tyske notering kan Jeppe Bloch Nielsen ikke bruge til noget.

- Det er mere fair at sammenligne med den spanske notering. Vi kan ikke regne med den tyske på grund af den afrikanske svinepest. Så jeg er klart mest frustreret i forhold til den spanske notering, understreger Jeppe Bloch Nielsen.

Han vurderer, at han i øjeblikket har en negativ indtjening på 100 kroner pr. slagtesvin med de nuværende priser. 

- Vi har sat betydelig mere til i perioder. Da vi havde de højeste foderpriser, var vi oppe på 300 kroner. Men det er en del af gamet, siger Jeppe Bloch Nielsen, som trods alt finder det glædeligt, at noteringen stiger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle