Formand for hårdt presset sektor: Dansk kalveproduktion kan snart tjene penge igen

Lavere indkøbspriser på foder og kalve, samt udsigt til salg af kalvekød til Kina, giver optimisme hos kalveproducenternes formand.

Selvom noteringen stadig er i bund for okse- og kalvekød, øjner kalveproducenternes formand Lasse Olsen lys.

I sin nytårsudtalelse fra foreningen Danske Slagtekalveproducenter noterer han med tilfredshed, at det nu er muligt at producere kalve med et betydeligt bedre dækningsbidrag end sidste år ved samme tid. Fremdriften skyldes især, at indkøbspriserne på kalve og foder er faldet.

"Tingene er ved at vende, så vi får mulighed for at tjene penge igen efter en periode, hvor økonomien kun lige har løbet rundt", summerer Lasse Olsen op.

Han noterer med tilfredshed, at det kinesiske marked for okse- og kalvekød tilsyneladende er ved at åbne sig op. Sker det vil det medføre store noteringsstigninger.

Hertil kommer, at der ifølge formanden er udsigt til højere slagtepræmier fra 2021, hvor den nye reform af EU’s fælles landbrugspolitik træder i kraft.

Usikkerhed om Brexit og klima

De eneste usikkerhedsfaktorer er i følge Lasse Olsen, hvordan Brexit reelt vil påvirke afsætningen af okse- og kalvekød, samt regeringens klimaudspil, hvor sektoren endnu ikke ved, hvad udspillet kan medføre af ekstra omkostninger for kalveproducenterne.

"Forbrugerne er meget klimabeviste. Derfor er det oplagt at opfordre dem til at købe lokalt produceret dansk okse- og kalvekød i stedet for udenlandsk", slutter Lasse Olsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle