Formand napper endnu et år i front for danske landmænd i udlandet

Christine Jansby valgt som nyt bestyrelsesmedlem i Danish Farmers Abroad. Hun er dermed den tredje kvinde i bestyrelsen.

For 6. år i træk blev Jytte Rosenmaj i dag valgt som formand Danish Farmers Abroad, DFA, der er interesseorganisationen for de mange danskere, der enten ejer eller arbejder på landbrug i udlandet. 
Også næstformand Kristina Skeldal fortsætter på sin post. Hun starter dermed på sit 3. år som næstformand.

Det blev afgjort på et konstituerende møde i den nyvalgte bestyrelse for DFA i dag tirsdag. 
Jytte Rosenmaj er medejer af Idavang, der driver planteavl og svineproduktion i Rusland og Litauen. 
Kristina Skeldal er direktør for Skeldal Farms, der driver planteavl og mælkeproduktion i Danmark og planteavl i Black Soil Farming i Rumænien.

På foreningens generalforsamling, der blev afholdt på Zoom, blev den øvrige bestyrelse også genvalgt bortset fra Lars V. Drescher, der havde valgt at stoppe sit arbejde i bestyrelsen.

I stedet blev for Lars V. Drescher blev Christine Jansby valgt, så der nu er tre kvinder i bestyrelsen, der har syv medlemmer. 

Christine Jansby ny i bestyrelsen

Christine Jansby er medejer af det familieejede Agro Skandia, der driver 10.000 hektar og har 1.000 malkekøer ved Kaliningrad i Rusland. Hun er desuden medlem af bestyrelsen for Russina Baltic Porc Invest samt medlem af Danish Business Angels og tænketanken Concito.

Ud over formanden Jytte Rosenmaj og næstformanden Kristina Skeldal består bestyrelsen for Danish Farmers Abroad nu af:

  • Kristian Brokop. Direktør i Goodvalley A/S. Svineproduktion og planteavl i Polen, Ukraine og Rusland.
  • Hans Poulsen. Direktør for Agro Cocora. Planteavl i Rumænien.
  • Jens Møller Knudsen. Ejer og direktør for Jasna-Pol Spolka Planteavl, der driver 1.600 hektar og har 200 malkekøer i Polen.
  • Jesper Brunshøj Jensen. Ansvarlig for investeringer i landbrug for The International Woodland Company. IWC, der er bl.a. driver landbrug i Litauen, Rumænien og Portugal.
  • Christine Jansby. Medejer af det familieejede Agro Skandia, der driver 10.000 hektar og har 1.000 malkekøer ved Kaliningrad i Rusland.

Suppleanter til bestyrelsen

Som suppleanter til bestyrelsen i DFA blev valgt:

  • Frank Johansen. Medejer af Civagaard A/S, Dronninglund. Svineproduktion og planteavl.
  • Tom Axelgaard. Stifter af Goodvalley A/S (Axzon) og tidligere mangeårig adm. direktør og frontfigur for Goodvalley, der har svineproduktion i Polen, Ukraine og Rusland. Medlem af bestyrelsen for Goodvalley.

Lars V. Drescher stoppet i bestyrelsen

Lars V. Drescher, der er direktør for Premium Porc International A/S, der driver planteavl og svineproduktion i Rumænien, havde efter 10 år i bestyrelsen og herunder en årrække som næstformand valgt ikke at stille op til valg til DFAs bestyrelse igen. 
Jytte Rosenmaj takkede Lars V. Drescher for hans store engagement, klare udmeldinger og positive tilgang til nye initiativer, og fordi han har haft ’kant og ”været med til at skubbe til bestyrelsen, når han syntes, at arbejde var gået i stå”.
Lars V. Drescher forlader ikke DFA helt. Han fortsætter i forskellige udvalg i foreningens regi.
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle