Formanden på Roskilde Dyrskue: ”Vi har fået kontrol, kontrol og atter kontrol”

Roskilde Dyrskues formand, Povl Fritzner, holdt i år åbningstale for dyrskuet med en væsentligt mere politisk kant, end hidtil.

Fredag 8. juni var startskuddet til Roskilde Dyrskue 2018, og vanen tro holdt dyrskuets formand Povl Fritzner åbningstalen for de mange fremmødte gæster.

Her var først og fremmest en positiv notits af den store interesse, dyrskuet stadig har blandt branchens fagfolk.

”Vi kan atter melde om fyldte stalde med mere end 1.600 dyr, udsolgte stande blandt andet med 480 maskin- og erhvervsudstillere, en stor flot fødevareudstilling ”Spisekammeret” med et varieret udvalg af lokale og regionale fødevarer og den nye spændende udstilling, Bolig og Energi”, sagde dyrskueformanden.

I starten af talen satte han fokus på det gode og velkendte ved et tilbagevendende dyrskue, i en verden, der ellers er i rivende udvikling.

”Det er faktisk det, der er så fantastisk ved vores erhverv. At der stadig er rigtig meget tilbage af det, som har skabt det landbrug, som vi kender, og som har haft så stor indflydelse på vores samfund. Samtidig med at så meget forandres og udvikles med større og større hastighed”, sagde Povl Fritzner.

Men det var langt fra kun glæden ved at holde endnu et stort dyrskue, som fyldte i formandens tale. En politisk kant med krog i landbrugets udvikling var gennemgående i talens sidste halvdel.

Fokus på fællesskab

Han havde både rosende ord til det danske fællesskab i landbruget, men også en formaning om, at der skal kæmpes fra alle sider for at opretholde det.

”Fællesskabet kommer ikke af sig selv. Desværre er der nogle af vores landmandsejede familiebedrifter, hvor drømmen om at servicere den gæld de har påtaget sig ikke er mulig”, sagde formanden.

”De har, sammen med mange andre, betalt den ultimative pris for, at vi lever i en markedsøkonomi, hvor det er udbud og efterspørgsel, der sætter prisen på vores varer. Det kan forekomme helt urimeligt set i forhold til, at vi på mange måder lever i et samfund, hvor samfundet på alle måder forsøger at beskytte folk mod usikkerhed og utryghed”.

Formanden tog notits af de politiske og erhvervsmæssige strømninger, han ser som værende af størst betydning for branchens fremtid.

”Danske landmænd er verdensmestre i at finde de muligheder, både store og små, der er i markedet. Men der er altså en grænse for, hvad vi selv kan klare. Vi har nået smertegrænsen økonomisk. Generationsskiftet er gået i stå. Mange dygtige unge landmænd forlader landbrugserhvervet til fordel for andre erhverv, hvor indtjeningen og friheden er mere attraktiv end i landbruget”, lød meldingen fra dyrskueformanden.

vi skal sikre samspillet med udlandet

Der var også plads til en skarp kommentar til de politikere og fagfolk, der er med til at danne rammerne for, hvordan det danske landbrug spiller sammen med udlandet.

”Bliver spørgsmål for irriterende for en politiker, nedsættes en såkaldt undersøgelseskommission eller sagt mere præcist på en dejlig dyrskuedag – en syltekrukke. Så er den diskussion parkeret til bedre tider. Vi er en rig nation, hvor alt for mange tror, at vi kan leve af at sidde i en rundkreds og debattere, hvordan andre skal reguleres”, sagde Povl Fritzner og lagde en kommentar til:

”Alt, hvad der peger i retning af protektionisme, er gift for vores store landbrugseksport. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi i Europa får udviklet vores sammenhold, ellers kommer vi helt sikkert til kort, med de dagsordener som USA, Rusland og Kina, hver især sætter. Vi har fået kontrol, kontrol og atter kontrol. Regler, administration, dokumentation og masser af bureaukrati. I en handelskrig bliver alle tabere, herunder også dansk landbrug”.

Han opfordrede derefter dyrskuets gæster til at suge til sig af de informationer, teknologier og idéer, der i de kommende dage vil blive præsenteret og berettet om på den grønne plads ved Roskilde.

”Med Roskilde Dyrskue viser vi det moderne danske landbrug frem og inviterer til dialog med vores udstillere. Når I nu er her, så gå hele pladsen rundt. Brug tiden, gør også gerne en god handel, tal med udstillerne og vær åben for at få ny viden med hjem. Sammen skaber vi på den måde et udbytterigt og positivt dyrskue for alle deltagere”.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle