Fornuftig landing om forsvarets arealer – men det måtte aldrig være kommet så vidt

Af Thor Gunnar Kofoed, viceformand, L&F

Efter megen polemik endte sagen om annullering af forpagtningsaftaler på forsvarets arealer, hvor den begyndte. De berørte landmænd får en ny kontrakt og kan sætte deres dyr ud på arealerne. Samtidigt tages der prøver for PFAS.

Det er isoleret set godt og rigtigt, at landmændene nu kan fortsætte i aftalerne. Det har vi presset på for skulle ske. Hele forløbet må dog give stof til eftertanke hos myndighederne om, hvordan man agerer i forhold til PFAS og offentligt ejede arealer. For vist er det vigtigt at vise rettidig handlekraft i forhold til PFAS-risikoen. Vi er alle enige om, at er der risiko for fødevaresikkerheden, så skal der gribes ind hurtigt. Men handlekraften skal altså være funderet i en reel og konkret faglig risikovurdering.

En ekspert har udtalt i LandbrugsAvisen, at formentlig vil der på de fleste af de arealer, forsvaret har forpagtet ud, ikke være noget, der ligger over det lave baggrundsniveau for PFAS.

Jeg strammer den gerne til at kalde annulleringen af aftalerne for en overreaktion, hvor myndighederne har mistet det kølige overblik.

Havde man i stedet taget en dialog med landmændene og påpeget behovet for at få testet områderne, så var processen begyndt det rigtige sted. Det tager få uger at teste områderne, så afklaringen ville komme hurtigt.

Myndighederne bør bruge L&F som afprøvning af deres bekymringer. Mange af de seneste sager kunne være undgået, hvis man havde talt med os først. Står myndighederne fast, så har der været en dialog med landmanden, så der ikke skabes disse unødvendige situationer.

I den aktuelle sag er der landmænd, som uden grund og helt uden egen skyld blev sat i en svær situation. Det kan ikke være meningen. Jeg håber, sagen bliver en læring til myndighederne om at tilgå PFAS-sager i landbruget med største alvor, men uden at træffe forhastede og unødvendige beslutninger. For det gavner ingen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle