Forsøg: Bier bekæmper skimmel i jordbær

Et forsøg med at bruge bier til at bekæmpe skimmel på jordbær fik udbyttet til at stige med 50 procent.

Bier kan være med til at bekæmpe økologiske såvel som konventionelle landmænd med at bekæmpe skimmel på deres jordbær. Dette skriver foodculture.dk.

Det fungerer således, at bierne træder på et biologisk bekæmpelsesmiddel, når de kravler ud af bistaden. Herefter flyver de ud i markerne og henter nektar og bestøver afgrøderne. I mens de gør dette, ryster de bekæmpelsesmidlet af sig og sikrer jordbærplanterne mod skimmelangreb.

”Vi kalder bierne i forsøget for 'de flyvende læger', for når jordbærblomsten har haft besøg af en bi, der er podet med mikroorganismerne, er planten så at sige vaccineret mod svampeangreb,” siger den finske forsker Heikki Hokkanen, som er koordinator for forskningsprojektet til ICROFS.

Udbyttet steg markant

Forsøget er blevet udført med både honning- og humlebier, der er blevet podet med det biologiske bekæmpelsesmiddel Prestop Mix.

Det foregik primært på jordbærmarker, hvor udbyttet steg med hele 50 procent. Dette skyldtes dels mikroorganismerne og dels bedre bestøvning.

Metoden kan derfor være en stor hjælp for økologiske landmænd:

”Den økologiske planteavl har generelt et problem, fordi den ikke har mange muligheder for at bekæmpe skimmel, og det giver et lavere udbytte. Det er rigtig interessant, hvis man kan få bier til at spare landmanden for en del arbejde” siger Thomas Holst, seniorkonsulent i afdelingen for planter, energi og klima i Landbrug & Fødevarer til foodculture.dk.

erhvervsbiavleres fordel

Biernes nye funktion kan komme erhvervsbiavlere til gode, hvis man udbredte metoden med bierne som skimmelbekæmpere i det konventionelle landbrug, mener Thomas Holst.

Han foreslår, at erhvervsbiavlere i højere grad kunne udleje bistader til landmændene med det formål at bekæmpe skimmel.

Næstformand i foreningen Erhvervsbiavlere Lars H. Ehrensvärd ser også muligheder i det, men han har en række forbehold. Først og fremmest er bier ikke så glade for jordbær.

Dog er han mere positiv, hvis det drejer sig om æbler, pærer og raps:

”Så begynder vi at have noget, der er meget interessant,” siger Lars H. Ehrensvärd til foodculture.dk.

Emneord

biavl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle