Forskere får henvendelser om flere ulvedrab: Sandsynligt det sker

I det vestjyske svirrer rygterne om flere ulovlige nedskydninger af ulve. Forskere vurderer, at de kan være sande.

Selvom der ikke er nogen som helst, der vil stå frem og fortælle noget, så svirrer rygterne i og omkring Ulfborg om, at flere ulve er blevet skudt og begravet.

Det skriver TV2.

Flere af de danske ulveforskere kender til historierne og har den seneste tid modtaget en række henvendelser om, at flere ulve er blevet skudt ulovligt. De fører ikke reel statistik på henvendelserne, men antallet er stigende.

Forsker Hans Peter Hansen fra Aarhus Universitet, der har forsket i folks adfærd i forhold til ulven, er heller ikke i tvivl om, at der kan være hold i rygterne.

"Jeg vurderer, det er sandsynligt, det sker", siger han.

I flere europæiske lande har debatten om ulven raset i mange år efter rovdyrets tilbagevenden efter EU-fredningen i 1992, og på den front er Danmark ingen undtagelse.

Særligt eskalerede debatten herhjemme, da en ulv blev skudt og dræbt på en mark nær Ulfborg. Umiddelbart efter nedskydningen blev en 66-årig mand anholdt og sigtet for drabet.

Faktisk vurderer Hans Peter Hansen, at ulvedebatten kan nå et endnu højere niveau, hvor folk i højere grad begår krybskytteri. Han bygger blandt andet sin vurdering på erfaringer fra udlandet.

"Folk føler sig berettiget til at udøve en eller anden form for selvtægt. I stort set alle de lande, hvor der findes ulve, har man en udbredt ulovlig jagt", siger forskeren til TV2.

I Sverige anslår Ph.d. og rovdyrsekspert Olof Liberg, at op mod 15-20 procent af de i alt godt 400 svenske ulve hvert år dræbes af krybskytter. Det svarer til 60-80 ulve.

"Vi formoder, der findes flere grupper, som skyder ulve. Medlemmerne stoler på hinanden og deler oplysninger om spor og observationer. Der er nok også enkelte, der ikke nødvendigvis samarbejder med andre, men som under en vildtjagt tilfældigt støder på en ulv og skyder den, siger Olof Liberg, der dog kun kan huske en enkelt sag for år tilbage, hvor nogen i Sverige rent faktisk blev dømt for at skyde ulve.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle