Forskere udsender 900 spørgeskemaer for at blive klogere på håndtering af afrikansk svinepest

900 svineproducenter får i disse dage et spørgeskema om afrikansk svinepest og smittebeskyttelse fra Københavns Universitet.

Forskere ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet sender i disse dage et spørgeskema ud til 900 danske svineproducenter.

Årssagen er, at forskerne vil indsamle viden om, hvad de mange svineproducenter gør for at holde afrikansk svinepest ude fra besætningerne. I undersøgelsen bliver der også spurgt ind til, hvilke smittebeskyttelsesrutiner, der er sværest at få indarbejdet i hverdagen.

Tove Christensen, lektor på Københavns Universitet, oplyser, at både fuldtids-, deltids- og hobbyproducenter inddrages i undersøgelsen.

Resultaterne fra undersøgelsen er vigtige for, at Fødevarestyrelsen og branchen i højere grad kan målrette sin kommunikation om vejledning om smittebeskyttelse mod den frygtede svinesygdom. Samtidig kan undersøgelsen identificere eventuelle svage led i smittebeskyttelsen.

"Vi garanterer fuld anonymitet, og myndighederne får ikke kendskab til enkeltbesvarelser. Vi håber derfor, at alle, der er så heldige at få et link til spørgeskemaet ind i deres e-boks, vil deltage i undersøgelsen", siger Tove Christensen.

Seges Svineproduktions direktør, Christian Fink Hansen, bakker op om forskernes spørgeskemaundersøgelse:

"Hele den danske eksport af grisekød til lande uden for EU vil lukke øjeblikkeligt som en konsekvens af bare ét udbrud i vildsvin eller grise på dansk jord. Derfor er et højt niveau af smittebeskyttelse og forebyggelse helt afgørende. Jeg vil derfor opfordre alle svineproducenter til at bidrage til spørgeundersøgelsen. Det er vigtigt, at så mange som muligt bidrager til at finde frem til områder, hvor smittebeskyttelsen er svær at håndtere i praksis, eller hvor betydningen af regler eller procedurer er uklar, siger Christian Fink Hansen.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle